Poul Korsholm er spejder, men også naturkriger. Han har fået plads i Friluftsrådet Storkøbenhavn som repræsentant for spejderne i Furesø.
Af Mikkel Kjølby
For 60 år siden flyttede Pouls forældre ind i Hestetangshuse i udkanten af Farum, da Pouls far overtog forpagtningen af et gartneri på Brede Enge.
Poul var egentlig FDF-spejder, men skiftede til De Gule Spejdere (I dag Det Danske Spejderkorps red.), fordi der ikke var en FDF-afdeling i området.
Poul var en særdeles aktiv spejder, men med årene blev han engageret i ungdomsskolen i Farum. Han blev uddannet smed, fik kæreste og flyttede fra Farum i 1999.
Først i 2016 flyttede Poultilbage til Farum i en lejlighed på Ryttergårdsvej.
– Jeg mødte nogle af de gamle spejdervenner og blev engageret i Spejdernes Genbrug. Der har jeg været lige siden, siger Poul Korsholm, som nyder fællesskabet.
-Spejdernes Genbrug er først og fremmest et fællesskab om at bringe ting tilbage i brugbar stand i stedet for at skabe mere affald, forklarer Poul Korsholm, som ved sin pensionering kastede sig over sine interessefelter.
– Jeg har altid været engageret i miljøbevarelse. Det var naturligt at fortsætte den indsats, når jeg blev pensionist. Jeg havde tid til overs og engagerede mig i spejderarbejdet og på museet, hvor jeg digitaliserede, fortæller Poul Korsholm.
Poul var tilbage i 1980erne i bestyrelsen for DN Farum og har professionelt arbejdet med affaldsproblemstillingen. Han har endda en mastergrad i teknisk miljøledelse efter 30 år i forikringsbranchen med fokus på miljøforsikring.
Det er nogle egenskaber, som fik den tidligere formand for Miljørådet i Furesø Kommune, Ingvar Frier, til at pege på Poul Korsholm, som hans oplagte afløser i Friluftsrådet Storkøbenhavn.
– Jeg blev indvalgt i Friluftsrådet, Storkøbenhavn Nord, som repræsentant for Det Danske Spejderkorps sidste år. Opgaven er at varetage medlemmernes interesser. Det er lige fra mountainbikere, ornitologisk forening, orienteringsløbere og mange andre, forklarer Poul Korsholm, som kender alt til fredningerne i Farum og omegn.
– Jeg har arbejdet med mange af fredningerne i Farum fra før kommunesammenlægningen, så jeg kender sagerne, siger Poul Korsholm.
Fingerplanen til revision
Lige nu er Fingerplanen sendt til revision. Furesø Kommune har ønsket, at der kan etableres fodboldbaner og parkering i Farum Vestfredningen ved Lillevang.
– Hele idéen med fredningen er, at det skal bevares som marker. Nogen har en idé om, at det er udsigtsfredning, og derfor godt kan man spille fodbold. Men lige så snart man hegner eller sætter lys op, så er man i strid med fredningen, forklarer Poul Korsholm.
Parkering ser han ikke de store muligheder for. Kun et lille område omkring Lillevangsgården kan komme i spil.
– Hvis der skal være mere parkering, kan der kun blive tale om pladsen, hvor Lillevangsgården står. Det kan ikke blive en særlig stor parkeringsplads. Det er også muligt at bygge et klubhus til Farum Boldklub ved Lillevangsgården, siger Poul Korsholm, som vil bruge sin stemme til at bevare fredningen, som den er.
– Der kommer ikke fodboldbaner derude, hvis det står til naturfredningsforeningen og til mig, men jeg bestemmer ikke alene. Friluftsrådet varetager også fodboldspillernes interesser, så det kan komme til at spille ind, siger Poul Korsholm, som slår fast, at fredningen kun kan ophæves ved lov af Folketinget, men det er muligt at revidere fredningen en smule.
Perspektivarealerne ved Slangerupvej
Furesø Kommune arbejder også aktivt for, at FOSS Science Park kan etableres på de såkaldte perspektivarealer ved Slangerupvej. Det kræver også en revision af Fingerplanen, da arealerne er mere end 1200 meter væk fra Farum Station.
– Jeg har hele tiden haft den holdning, at det åbne land skal være åbent land, og der skal bygges, hvor der er by. Hvis man tager mere land til by, så gnaver man af arealet, hvor der skal være åbent land. Umiddelbart ville det være ærgerligt, at området nord for Slangerupvej bliver lavet til industri. Humlen i det er, at der er tale om lagkagemetoden, hvor man tager lidt af gangen, forklarer Poul Korsholm.







