
Der er fuld gang i plukselvsæsonen hos Rokkedyssegaard. Tørsten kan efterfølgende slukkes med en slushice.
Lokalbefolkningen har i den grad taget Rokkedyssegaard til sig. På denne årstid handler det meget om plukselv i de overdækkende tunneler. Det kan være en varm fornøjelse, hvis solen stråler fra en skyfri himmel. Men det er der råd for.
Lisbeth og Torben Bo Toft Christensen forpagtede gården i 1989. I mange år drev Lisbeth gården, mens Torben passede et fuldtidsjob på Axelborg. I 2011 kom Torben Bo med på fuld tid.
Siden er der udviklet det ene nye produkt efter det andet – marmelade, bærshots, sirup, is, muffins og meget, meget mere.
I denne sommer er der også kommet nyt til. Rokkedyssegaard kan for første gang byde på børnenes store favorit – slushice.
– De røde slushice er Rokkedysse jordbær og hindbær, som er presset i vores marmeladeri og sødet med lidt rørsukker. Intet andet, ingen numre, siger Torben Bo Toft Christensen.
Gæsterne har taget godt imod det nye produkt.
– Det er en stor fornøjelse at se forældrenes positive reaktion. Mange siger, at så må jeg også smage en slush. Især efter plukselv på solskinsdage er slushice populært, fortæller Torben Bo Toft Christensen.
1 kommentar til “Rokkedyssegaard er klar med slushice”
Lækkerier. Mums.
Der er lukket for kommentarer.