Rosenhaven på Lillevang har taget imod de første beboere

Politikerne i Furesø Byråd blev vist rundt på Rosenhaven i juni måned. Nu er de første beboere flyttet ind. Foto: Furesø Kommune.

For at imødekomme behovet for flere plejeboliger i Furesø Kommune, besluttede byrådet i 2020 at udvide Plejehjemmet Lillevang. Nu er de første beboere flyttet ind.
I marts 2020 besluttede Furesø Byråd at udvide Plejehjemmet Lillevang. Nu er den nye afdeling Rosenhaven færdigbygget og har åbnet dørene for de første beboere.
Furesø kommune har af budgettet afsat 26 mio. kr. til byggeriet og 34 mio. kr. årligt til driften af de ekstra 55 plejehjemspladser.
– Jeg glæder mig over, at de første beboere nu er flyttet ind i det nye flotte hus på plejehjemmet Lillevang. Vi har manglet disse plejehjemspladser, og de vil bidrage til at nedbringe ventelisten som i en periode har været lang. Jeg håber, at beboere og medarbejdere vil trives i de nye omgivelser i mange år fremover, siger Lars Carstensen (C), formand for Ældre og Sundhed.
– Jeg var med til at vedtage udvidelsen på de 55 nye plejeboliger i sidste periode, så det er dejligt at se det færdigt. Og vi har jo virkelig brug for de ekstra pladser. Lillevang ligger jo midt i den skønne natur, og jeg synes, at tilbygningen er blevet vellykket. Det nye byggeri passer fint ind i det gamle, og det er virkelig nogle gode boliger, vi har skabt for vores ældre medborgere, siger Lene Bang (A), næstformand for Ældre og Sundhed.

Hver enkelt bydes velkommen
Indflytningen går efter planen, og beboerne bliver budt velkommen i nye og hjemlige omgivelser. Indflytningen foregår løbende, hvilket gør det muligt at tage godt imod hver enkelt beboer og sikre en rolig og harmonisk overgang til det nye hjem.
– Medarbejderne gør en stor indsats for at sikre, at beboerne føler sig velkomne og godt tilpas fra første dag. Vi tager os ekstra tid til at lære hver enkelt at kende, så vi kan skabe et trygt og hjemligt miljø, fortæller Majbritt Jensen, der er daglig leder i Rosenhaven.
De kommende måneder vil flere beboere flytte ind i Rosenhaven, og de sidste beboere forventes at være flyttet ind i starten af 2025. Der er i alt 39 boliger i Rosenhaven. Denne gradvise indflytning giver mulighed for at fokusere på beboernes individuelle behov og trivsel, hvilket er essentielt når man flytter på plejehjem.
Udover de 39 boliger i Rosenhaven, er Magnoliehaven og Blommehaven udvidet med 8 boliger. Også udenomsarealerne er ændret.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

1 kommentar til “Rosenhaven på Lillevang har taget imod de første beboere”

  1. Gitte U Iversen

    Lad os håbe at der bliver sat økonomi og ressourcer af på budgettet til at varetage sen daglige pleje og omsorg på de i forvejen trængte kår i især Syrenhaven.
    Forholdene er i den grad ikke værdige. Meget dårlige, demente og / eller psykiatrikrævende beboere er endt i en pærevælling. Forstyrrer hinanden, går frit ind og ud hos hinanden, skaber kaos, stikker af, glemmer at lukke døre, låner hinandens ting, piller ved hinandens ting, og forsvarsløse beboere er overladt til andres påfund.
    Personalet har længe været i knæ.

Der er lukket for kommentarer.