Onsdag morgen blev Furesøborgerne mødt af store mængder sne fra morgenstunden, men trafikken gennem byerne i Furesø er forløbet fredeligt og uden drama.
Furesø Kommunes entreprenørafdeling har været på gader og stræder hele natten og morgenen.
– Vi kører med alt, hvad der kan køres med og lidt til, siger Verner Hansen, leder af entreprenørafdelingen på Driftsgården.
Han melder om træer, der er væltet pga. trykket fra tøsneen. Det skete på Ballerupvej og Kollekollevej, men blev hurtigt ordnet, så bilerne kunne komme frem.
En overgang var der strømafbrydelse i Farum, så bilisterne måtte klare lyskrydsene i fællesskab uden grønne, gule og røde lys, men det gik også fint.
Driftsgården har et stort lager af salt og grus og er godt forberedt på den slags dage.
Spørgsmålet er så, hvor meget salt man egentlig bruger sådan en dag?
Verner Hansen vil gerne give et slag på tasken.
– Det kan jeg ikke svare på helt præcist, men det er vel omkring 70 til 80 tons salt, siger Verner Hansen.
1 kommentar til “Så mange tons salt skal der til!!”
Der er hverken ryddet eller saltet et eneste fortov på noget tidspunkt af dagen… Ikke engang på de store veje.
Farum Hovedgade og Frederiksborgvej.
Der var ikke rydet imorges kl 7… Ikke så underligt måske, men at der stadig ikke var rydet et eneste fortov kl 16 er skuffende.
Er vi virkelig så fattig en kommune at vi ikke er i stand til at ryde fortove på selv de store veje?
Der er lukket for kommentarer.