Så let som muligt for kunderne på Farum Bytorv

Nu bliver det lettere at finde en parkeringsplads ved Farum Bytorv. Systemet bliver så simpelt som overhovedet muligt.

Efter et år med parkeringsproblemer på Farum Bytorv er der lettelse på vej. 2 timers gratis parkering og automatisk registrering skal gøre livet lettere for de handlende på Farum Bytorv
Af Mikkel Kjølby
Farum Bytorv har det sidste års tid været plaget af parkeringsproblemer uden selv at være årsag til problemerne.
De skyldes først og fremmest, at man er ved at opføre 90 boliger i Kulturporten ved Farum Kulturhus. Det har medført langtidsparkeringer af håndværkere og medarbejdere i kulturhuset på Farum Bytorvs parkeringspladser.
Farum Bytorvs centerforening råbte vagt i gevær i julen 2023. Nu er Furesø Kommune klar med en løsning. Det bliver så let som muligt og med så lille risiko som muligt for kunderne.
Dennis Bothmann Wiberg, Asset Manager i NREP, bakker op om initiativet på bytorvet:
– Vi gør dette for at hjælpe kunderne med at finde en parkeringsplads, samt for at hjælpe de forretningsdrivende på Farum Bytorv. På den måde håber vi, at alle får en god oplevelse, fortæller Dennis Bothmann Wiberg.
Kunderne vil få to timers gratis parkering ved hjælp af automatisk scanning af bilens nummerplade. Efter de to timer vil der blive opkrævet betaling. Det kommer til at gælde fra kl. 8 -18. Parkerer man kl. 16 eller derefter, er det altså gratis til kl. 8 morgen.
Herefter betaler man pr. time, som man kender det fra mange andre indkøbscentre. Der kommer altså ikke tidsbegrænsning på parkeringen ved Farum Bytorv.
Fra den 3. februar kan man møde servicevagter på parkeringspladserne, der fortæller om de kommende regler og uddeler flyers, der besvarer de spørgsmål, man måtte have. Den 17. februar træder de nye regler i kraft.
Den første tid vil der blive vist forståelse for, at kunderne skal vænne sig til de nye regler.
– For os i NREP har det allervigtigste været at tage udgangspunkt i borgerne. Parkeringsregler og ny teknologi er ikke det nemmeste, det ved vi udmærket, hvorfor jeg håber, at den næste periode bliver med en så tilfredsstillende overgang til det nye system som muligt, siger Dennis Bothmann Wiberg.

Betal via app, i centret eller hjemmeside
Har man EasyPark-appen, kan man ved rette indstilling få appen til at starte og stoppe parkeringen automatisk, når man ankommer til bytorvet, og når man forlader det igen. Har man parkeret længere end 2 timer, kan man færdiggøre og betale sin parkering i appen, eller betale ved standere på bytorvet, med QR-kode eller senest 48 timer efter udkørsel på en hjemmeside.
– Med ordningen ønsker vi at sikre plads til kunderne på Farum Bytorv og gøre op med bilister, der parkerer der hele dagen og dermed optager p-pladser fra de handlende. Men området er også omdrejningspunkt for store og små oplevelser i Farum Kulturhus, som vi ikke må spænde ben for. Vi har derfor lavet en aftale om, at brugerne af kulturhuset får to timers ekstra gratis parkering, hvis man registrerer sig på skærme i Kulturhuset. Altså i alt 4 timers gratis parkering, fortæller Bettina Ugelvig (A), formand for udvalget Plan og Byudvikling.
Har man handicapparkeringskort og parkerer på en handicapplads, får man automatisk en ekstra time gratis, så man i alt kan holde 3 timer uden at betale.

Fakta
Parkeringsordningen kommer til at gælde alle dage mellem kl. 8 og 18.
Der er to timer gratis parkering. Har man brug for at parkere længere, skal man betale pr. påbegyndt time: 20. kr. for den første time efter de to timers gratis parkering, 25 kr. for time fire og 35 kr. for de efterfølgende timer.
Hvis man ikke betaler for parkering efter to timer, holder uden for bås eller parkerer på handicapplads uden handicapkort, kan man få en afgift. Den vil udgøre 910 kr.
Der vil være dobbeltafgift, hvis man holder uberettiget på en handicapparkeringsplads.
Ladepladser forventes etableret i løbet af sommeren.

Det skal være slut med parkeringskaos på Farum Bytorv.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

6 kommentarer til “Så let som muligt for kunderne på Farum Bytorv”

  1. Det lyder af ret meget, når der er tale om opførsel af en bygning. Det får vel en ende, og så kan vi droppe parkeringenigen. Meget at iværksætte en permanent løsning for et midlertid mindre problem. Jeg kommer jævnligt på Bytorvet og jeg har ALDRIG , som i aldrig ikke kunnet finde en p plads. Måske har jeg måttet vente et par minutter op til jul, men det er alt. Jeg synes godt nok man skyder gråspurve med kanoner.

    For mig at se virker det som en skjult pengemaskine, fordi kommunens kasse er ret tom.

    For mig har parkeringen været en af grundende til jeg handlede lokalt og ikke i Lynby centret. Men nu forlader jeg Bytorvet, og handler andet steds.

  2. Det virker dyrt at etablere denne ordning. Og de indtægter, der evt måtte komme senere, kommer vel til at gå i p-selskabets kasse?
    Men fint med den automatiske registrering. Nu kunne man så bare ønske, at den nordlige ind- og udkørsel ved Paltholmvej ville blive renoveret.
    Og ikke mindst: at forholdene for cyklister til, fra og på tværs af Bytorvet også ville blive forbedret – fx med tydelige blå cykelbaner (uden huller i) og bedre parkerings- og lasteforhold (husk at cyklister også køber ind, og derfor har behov for at kunne køre indkøbsvognen helt ud til cyklen.

    1. Ja jeg har efterlyst en udendørs afsætningsmulighed for indkøbsvogne på den østlige cykel p-plads. Svaret var, at der ikke var plads. Men der står nu nogle blomsterkummer, der kunne fjernes og give plads.
      Tænk på hvor mange potentielle kunder, der bor i Farum midtpunkt. Hvad med at give dem gode cykelforhold? Den østlige del af centret ligger jo lige ud til cykelstien til Farum midtpunkt.

  3. Problemet er løst = Ballerup Centeret eller køb på nettet.

    Underligt at løsninger altid findes hurtig når der skal betales for en ydelse.

  4. Lisbeth Egeskov

    Tak for udsigten til snart at kunne få en p-plads uden kamp på Bytorvet. Men den nye ordning løser jo ikke, at der netto er for få parkeringspladser i området efter sløjfningen af den store p-plads ved kulturhuset, etableringen af McDonalds og endnu tidligere det store privathospital på Bytorvets nabogrund.
    For hvor skal håndværkerne, pendlerne, patienterne og alle beboerne i de nye lejligheder parkere? Og hvad med de ansatte på Bytorvet? Og bliver der igen p-pladser tættere på kulturhuset for gangbesværede?
    Hvad er udsigten til etablering af det p-hus, som oprindeligt var en del af planerne?

Der er lukket for kommentarer.