Sundhedsrådet for Københavns Omegn Nord er nået frem til en løsning for sundheds- og omsorgspladser. Furesø Kommune går fra 30 til 36 pladser i Svanepunktet.
Af Mikkel Kjølby
Sundhedsreformen indvarslede oprettelsen af regionale Sundhedsråd. Furesø Kommune fik plads i Københavns Omegn Nord, som skulle beslutte, hvordan Regionen skulle håndtere overdragelsen af plejeopgaver fra kommunerne til regionen fra den 1. januar 2027.
Det udløste en berettiget bekymring for om, man kunne finde på at oprette en fælles facilitet omkring Herlev Hospital og dermed sløjfe lokale pladser. Furesø Kommune havde i forvejen 30 sundheds- og omsorgspladser og dertil seks aflastningspladser.
Nu er et enigt Sundhedsråd klar med indstillingen til Regionsrådet. Det indstilles, at sundheds- og omsorgspladserne bevares i syv og siden seks kommuner. Selve ansvaret for driften overgår til Herlev og Gentofte Hospital. Medarbejderne beholder deres arbejde, men overgår til ansættelse i regionen.
Borgmester Nicolai Bechfeldt (V) er Furesøs repræsentant i Sundhedsrådet Københavns Omegn Nord.
– Jeg er rigtig glad for starten i det nye sundhedsråd, hvor jeg mener, at jeg har fået den bedst mulige start for Furesø kommune. Når Regionen har overtaget sundhedsopgaverne, så er der fysisk 36 sundheds- og omsorgspladser i Furesø. Det er en sejr, for jeg tror på, at det er vigtigt for borgerne at have sundhedstilbud tæt på, siger Nicolai Bechfeldt, som glæder sig over et godt samarbejde i Sundhedsrådet.
Hele manøvren går ud på at skabe en fælles standard på tværs af kommunerne.
– Opgaveoverflyttet kan jo lyde teknisk, men i sin essens har det til formål at hæve minimumsniveauet for sundhedsydelser, så der er fælles standarder på tværs af kommuner, og så flere borgere bredt har adgang til de bedst mulige tilbud, forklarer Nicolai Bechfeldt.
Lars Carstensen (K) var formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Furesø Kommune, da man planlagde overgangen af opgaver til Region Østdanmark.
– Ældre- og Sundhedsudvalget ville bibeholde så mange lokale tilbud som muligt. For der var en frygt for, at regionen ville samle det et sted. Vi har lige fra starten kæmpet for at bevare pladserne i Furesø. Hvis vi ikke havde været målrettede, hvis ikke vi havde sendt forvaltningen i byen med en klar mission, og hvis ikke vi havde støttet forvaltningen 100%, så var vi ikke nået dertil, hvor vi er i dag, siger Lars Carstensen.






