Det lokale ungdomsband Sonika skal tilføre Sankthansaften ved Farum Sø en ungdommelige pift.
Af Mikkel Kjølby
Farum har en smuk tradition med fællesang og Sankthansbål ved Farum Sø.
Farum Lokalhistoriske Forening,og Det Danske Spejderkorps står som altid for arrangementet som finder sted tirsdag den 23. juni fra klokken 19.30.
I år har man ønsket at friske arrangementet op med ungdommelig musik. Med støtte fra Vores Furesø-puljen har man hyret det lokale band Sonika til at spille denne aften.
Allerede fra klokken 19.30 er der snobrød og mulighed for at købe øl og vand.
Selve bålfesten starter klokken 20.30 med fællessange og så går Sonika på og spiller fem-seks numre fra deres repertoire.
Båltalen holdes af museumschef Cathrine Kyø Hermansen og så tændes bålet klokken 21, hvorefter aftenen sluttes med nogle fællessange.







