Se skitserne – Her er fremtidens Jonstrup Skole

De nye bygning placeres parallelt med Bygning 3 ned mod Bofællesskabet Jonshøj. Skitse: Skala Architecture.

Skala Architecture står bag skitseprojekt, som skal danne rammen for udvidelsen af Jonstrup Skole. Tidligere skoleleder Peter Stennicke har siddet i følgegruppen for Jonstrup 89. Han kalder projektet flot og gennemtænkt.
Af Mikkel Kjølby
Tosdag den 12. juni kl. 17 i Jonstruphus kan man høre meget mere om planerne for udvidelsen af Jonstrup Skole.
Senest er der valgt skitseprojekt og entreprenør. Der var kommet to bud, men valget faldt på projektet tegnet af Skala Architecture på vegne af KABI Entreprise.
Jonstrup 89 har haft glæde af Peter Stennickes kompetencer i processen, hvor den pensionerede skoleleder har haft plads i følgegruppen. Han glæder sig over det valgte projekt.
– Først og fremmest falder det valgte projekt flot ind i Seminarieparken. Det går parallelt med Bygning 3, hvor det andet projekt lå den anden vej og havde problemer med niveauspringet i Seminarieparken og havde et markant fald ned mod Filosofgangen, forklarer Peter Stennicke.
Jonstrup Gl. Seminarium er et betydningsfuldt kulturhistorisk sted med træk tilbage til industrialiseringen og skolehistorien. Filosofgangen er en lille smal park, som omkranser Seminarieparken, hvor det er planen at opføre de ny bygninger.
Peter Stennicke bakker op om det valgte projekt af flere årsager. Ikke mindst de funktionelle.
– Indgangen til SFOen er tænkt ind i bygningen, så det passer med adgangen fra Torvet på Jonstrup Gl. Seminarium. Ligesom udgangen til det grønne område i Seminarieparken er tænkt godt ind i projektet. Og så er der sørget for plads til musikundervisning. Det vil komme såvel skole, sfo som foreningslivet til gode. Og så er niveauspringet i bygningen væsneltig mindre end i det andet projekt, fortæller Peter Stennicke.
Det er planen, at 0. 1 og 2, klasserne rykker ind i den nye bygning fra sommeren 2027. Der udestår en proces omkring Bygning 3 med den lille gymnastiksal.
Egeskolens 10. klassecenter kan ikke undvære den til undervisningen, og derfor skal der findes en løsning med majbørnene, når der rykker over fra børnehave til sfo.
– Vi glæder os til at offentliggøre projektet. Vi synes, det er blevet et virkelig fint projekt, siger Peter Stennicke.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder