Se video – Kæmpe hyldest af basketball-ildsjæl

Tim Guido Hansen fik overrakt en gavekurv af formand Mehmet Han Anik som tak for mere end 40 års frivilligt arbejde for VBBK.

Der var stående klapsalver, da Værløse BasketBall Klub hyldede Tim Guido Hansen for en menneskealder eller to i klubbens tjeneste.
Af Mikkel Kjølby
Søndagens hjemmekamp i Søndersøhallen bød på et særligt øjeblik. For lige inden kampstart stod spillere, dommere og tilskuere op for at hylde en helt særlig ildsjæl.
Tim Guido Hansen var selv gammel basketballspiller i Gladsaxe, men han stiftede familie på Højeloft Vænge i Værløse. Datteren Line (Brodie red.) begyndte til basketball i Søndersøhallen som niårig, snart efter lillebror Steen (Guido red.) med. Og så tog Tim skiftet til VBBK og påtog sig uendeligt mange opgaver igennem årene.
Mere end 40 år senere har han så valgt at afslutte sine sidste opgaver for klubben og fremover blot være tilskuer, forælder og morfar.
Meget passende var det klubbens tidligere formand Kim Mikkelsen, som stod for den verbale hyldest af Tim Guido Hansen, da de igennem årene har arbejdet meget sammen.
– Tim har påtaget sig utallige opgaver. Han er en ildsjæl som ingen anden. Han har været klubkonsulent med mange forskellige opgaver som træningstidsskemaer, planlægning af ture til Lund og Södertäje, træner for senior 4 indtil han som 70-årig pensionerede sig selv, bestyrelsesmedlem i en menneskealder og et af VBBKs meget få æresmedlemmer, lød det fra Kim Mikkelsen.
Den nuværende formand Mehmet Han Anik stod klar med en krammer og en gavekurv som anerkendelse af Tim Guido Hansens kæmpe indsats.
Familiens indsats for VBBK fortsætter. Datteren Line er bestyrelsesmedlem, sønnen Steen er assistenttræner for ligaholdet, det ældste barnebarn Thomas er på ligaholdet, og det yngste barnebarn Casper er på U17-holdet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder