SF – Alle partier knoklede på for at skabe et godt resultat

Jan Kjældgaard (F) er imponeret over samarbejdet mellem gruppeformændene. Pressefoto.

SFs nye byrådsmedlem Jan Kjældgaard er imponeret over samarbejdet imellem partierne i forhold til at levere det bedst mulige resultat for Furesøs borgere.
Jan Kjældgaard afløste for nylig Jesper Dyhrberg i Furesø Byråd. Denne budgetforhandlingsrunde har derfor været hans første. Han er imponeret!
– Det har været et intenst forløb og ind imellem ret krævende. Det der står klarest for mig er det samarbejde, der har været mellem gruppeformændene i forløbet. Det har være en kæmpe positiv oplevelse at opleve, hvordan alle har knoklet på for at skabe det bedste resultat for borgerne i Furesø med de rammer, der er givet, nemlig færre penge til velfærd, lyder det fra Jan Kjældgaard, som understreger, at der bestemt har været uenigheder undervejs.
– Vi har været uenige, men tonen har været fantastisk, også når vi drillede hinanden, og der blev arbejdet hårdt for at finde kompromisser, siger Jan Kjældgaard, som takker for samarbejdet.

Flere penge ind i budgettet
Undervejs i budgetforhandlingerne var SF fremme med kritiske spørgsmål til, hvorfor Furesø sparede op samtidig med, at man skærer ned. Derfor er der glæde over resultatet.
– I SF er vi særlig glade for, at der kom flere penge ind i budgettet, så kassebeholdningen landede på et mere økonomisk forsvarligt niveau, hvilket betød at besparelser på daginstitutionsområdet blev reduceret, at takststigningerne på FFO blev reduceret, at der blev afsat midler til en kampagne, der skal reducere brugen af pesticider i private haver, at bus 151 blev bevaret og ikke mindst nedsættelse af et ældre-laboratorium, hvor målet er at finde nye, bedre måder at drive ældrepleje på inden for de rammer, der er sat for ældreplejen. Flere ældre og færre uddannet arbejdskraft. Ældreplejen skal styrkes og borgerne skal opleve en bedre og anstændig ældrepleje, siger Jan Kjældgaard.
SFs eneste byrådsmedlem er næstformand for Handicap-Social- og Psykiatriudvalget. Jan Kjældgaard er ekstra tilfreds med resultatet på dette område.
– Det glæder mig utroligt meget, at det også har været muligt tilføre ekstra midler til det specialiserede børne- og voksenområde. 67 mio.kr. over de næste fire år der skal være med til at sikre økonomiske stabilitet på området i en vanskelig omstillingsproces, fortæller Jan Kjældgaard (F).

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder