Sidste hjemmekamp for erfaren træner

Morten Haupt Petersson håber at se en fyldt hal til sin sidste hjemmekamp. Foto: Furesø Håndbold.

Det bliver nok en anelse følelsesladet for Morten Haupt Petersson, når Furesø Håndbolds herrehold lørdag den 20. marts spiller hjemmekamp mod Helsingør. Det bliver hans sidste hjemmekamp efter ti år i klubben.
Af Mikkel Kjølby
Det startede med 5,5 år som træner for dameholdet og siden snart fem sæsoner som træner for herreholdet. Nu slutter det for Morten Haupt Petersson, som selv opsagde kontrakten med Furesø Håndbold, da han føler et behov for ny energi til holdet.
– I snart 10 år har jeg haft fornøjelsen af at stå på sidelinjen i Værløsehallen. Først 5,5 år med damerne og sidenhen med herrerne. Det bliver uden tvivl en følelsesmæssig dag for mig. Furesø Håndbold er en klub, jeg er blevet enormt glad for. Spillere, forældre, trænere og alle omkring klubben har fra dag ét fået mig til at føle mig hjemme, lyder det fra Morten Haupt Petersson.
Han kommer til at savne fællesskabet i klubben.
– Furesø er en helt særlig klub. Der er et stærkt fællesskab og en fantastisk social kultur – men samtidig også en stor vilje til at blive bedre, træne hårdt og vinde kampe. Jeg har nydt hvert eneste øjeblik med de mange dygtige spillere, jeg har fået lov til at arbejde med gennem årene. Men alting har sin tid, og jeg kan mærke, at der nu skal ny energi til for at videreudvikle de gode herrespillere i klubben, forklarer Morten Haupt Petersson.


Kampen mod Helsingør har stor betydning. Furesø jagter tilbagevenden til 2. division. Det kræver sejre i de to sidste kampe i puljen mod Helsingør og HSG 91.
Lykkes det at fastholde førstepladsen, spiller Furesø en playoffkamp om oprykning, det bliver efter alt dømme på udebane imod Rødovre.
– Min store drøm er selvfølgelig at slutte min tid i klubben med en oprykning til 2. division, siger Morten Haupt Petersson, som håber på stort fremmøde ved farvelkampen.
-Jeg håber virkelig at se mange af de mennesker, jeg har arbejdet sammen med gennem årene, i hallen på lørdag. Det ville betyde rigtig meget for mig at få lov til at sige tak foran en fyldt Værløsehal, lyder det fra den rutinerede træner.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder