Furesø Museers bestyrelse har konstitueret sig. Signe Thomsen fortsætter som forperson og ser frem til at realisere Vision 2030.
Af Mikkel Kjølby
Furesø Museer har valgt ny bestyrelse. Det blev til genvalg til Signe Thomsen som forperson. En post hun har siddet på siden 2018 efter fire år som menigt bestyrelsesmedlem fra 2014.
– Som historiker og tidligere leder i en selvejende institution, vicerektor på Marie Kruses Gymnasium, synes jeg, at det er meget spændende at være med til at sætte rammerne for udviklingen af det selvejende statsanerkendte Furesø Museer, lyder det fra Signe Thomsen.
Burcu Yilmaz blev valgt som næstforperson, Steen Blomquist repræsenterer Værløseegnens Historiske Forening, Jon Voss er Museumsinspektør ved Museum Nordsjælland og dertil kommer de politisk valgte repræsentanter, Mehmet Anik (S), Tine Hessner (RV) og Markus Zhen Wei Jin (V).
Signe Thomsen var i 2021 med til at sætte gang i en udviklingsstrategi, som hun ser frem til at arbejde videre med. Strategiprocessen blev sat i gang pga. forskellige udfordringer som pladsmangel på Immigrantmuseet, og behovet for en mere synlig placering i kulturhuset, så den positive udvikling kan fortsætte. I den forbindelse er der lavet et prospekt for Immigrantmuseet og Mosegården.
– Besøgende fra såvel lokalområdet som hele Danmark har i den grad fået øje på Immigrantmuseet, der som det eneste i Danmark har sit hovedfokus på den del af migrationshistorien, der handler om immigration, forklarer Signe Thomsen, som anser en udvidelse som nødvendig.
– Hvad angår Immigrantmuseet er antallet af gæster og efterspørgslen på rundvisninger stadig voksende, hvilket naturligvis er glædeligt. Da statstilskuddet efter den nye Museumslov også er delvis afhængig af antallet af besøgende er det derfor ekstra ærgerligt, at museet må afvise grupper pga. pladsmangel, lyder det fra Signe Thomsen, som ser frem til at finde en løsning i dialog med politikerne.
-Vi forventer, at vi sammen kan finde en løsning, der ikke kun løser museets udfordringer, men at et større Immigrantmuseum kan rumme faciliteter, hvor byens borgere kan mødes til forskellige aktiviteter som på Mosegården, siger Signe Thomsen.
Ombygning af Mosegården
Det andet spor er udviklingen af Furesøs lokalmuseum Mosegården.
– Derfor satte vi gang i planerne for en transformation af Mosegården. Arbejdet, tog for alvor sin begyndelse da museets fik nyt stråtag og siden har museets folk været i gang med den store og spændende opgave. I bestyrelsen glæder vi os meget over at følge museumsfolkenes arbejde med at udfolde de tanker og ideer som er beskrevet i vores prospekt for udvikling og transformation, fortæller Signe Thomsen.
På Mosegården arbejdes med en ny permanent udstilling under arbejdsnavnet: ”Vores historie” som skal belyse områdets udvikling de sidste 100 år.
– I en anden længe indrettes et nyt historisk værksted med moderne faciliteter og et cafeområde, hvor lokalsamfundet inviteres direkte indenfor til at præge museets fremstilling af historien. Involveringen af frivillige og eksterne parter er et udtryk for museets nye rolle som et musealt forsamlingshus og strategien om samarbejde. Det sikrer, at vi løfter kravene i Museumsloven 2025 om både vidensudvikling og formidling gennem brede partnerskaber og samtidig sikrer museets lokale forankring og relevans, forklarer Signe Thomsen, som også glæder sig over, at der er pustet nyt liv i Købmandsmuseet Cornelen.
Signe Thomsen tror fuldt og fast på, at Furesø Museers Vision 2030 bliver en realitet.
– Vi er kommet godt i gang og tror på, at vision 2030 vil blive en realitet.
På alle Furesø Museers lokationer er målet at være et musealt forsamlingshus, hvor samskabelse, involvering og relevans vil være stærke markører, siger Signe Thomsen.






