Sjælden guldsmed fundet ved kommende byggeplads

Lars Johansen fandt en sjælden guldsmed i Svanesøen. Nu kommer der en byggeplads ved siden af søen.

Furesø Kommunes Økonomiudvalg har besluttet, at der fra den 1. marts 2024 til 31. december 2025 skal etableres en midlertidig byggeplads tæt på Svanesøen ved Skovlinjen i Værløse. Det er sket uden foregående nabohøring eller naboorientering. Naturorganisationerne i Furesø Kommune fik heller ikke mulighed for at komme med indspark.
Nu viser det sig, at der kan opstå problemer. Den lokale naturfotograf Lars Johansen er en af landets førende eksperter indenfor guldsmede og i august 2022 gjorde han et opsigtsvækkende fund i Svanesøen.
– Jeg fandt guldsmedearten Grøn Mosaikguldsmed i Svanesøen. Det var en hun, som svævede over vandet og gjorde klar til at lægge æg, fortæller Lars Johansen.
Fundet blev registreret på www.guldsmedeatlas.dk og samt på www.arter.dk
I Furesø finder man den kun i en sø overfor Rema 1000 i Hareskovby. Den lægger normalt kun æg, hvis plantearten krebseklo er i vandet, men kan også yngle uden krebseklo
Grøn Mosaikguldsmed er en såkaldt Bilag 4-art. Den er beskyttet af EU-lovgivning.
– Det betyder at det er en beskyttet art, hvor man skal beskytte arten og deres levesteder, siger Lars Johansen.
Furesø Kommunes tilladelse til byggepladsen på Cirkuspladsen er betinget af, at projektet kan godkendes i forhold til søerne i området.
Furesø Kommune har stillet forskellige krav til udformningen af byggepladsen.
– Vi er bekendt med den sjældne guldsmed netop der og har derfor sat krav, der gør, at dens levested ikke bliver påvirket, siger Claus Torp, by- og kulturdirektør.
Byggepladsen skal anvendes til byggepladskontor, mandskabsskure, materielcontainere, materiel og oplagsplads til rør/fittings, samt til midlertidigt jorddepot i forbindelse med fjernvarmeudrulning.

Grøn Mosaik-guldsmed er beskyttet af EU-lovgivning.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder