
Et af Værløses mest markante træer er så småt begyndt at vise tegn på forfald. Skole-egen har stor værdi og får fred til at forgå.
Af Mikkel Kjølby
Der store, flotte egetræ ved Skovlinjen, har taget nogle tæsk, siden byudviklingen af området begyndte i 1960erne.
Nu begynder Skole-egen at vise tegn på forfald, men det er fredet og har så stor værdi, at man vil give det tid og plads til at forgå.
– Skole-egen har en masse døde grene og der er svampe på. Det tyder på at den er ved at gå lidt i forfald, fortæller Christina Kastrup Madsen, overgartner i Furesø Kommune.
Det gamle træ vil få den nødvendige tid og plads til at gå i forfald, sådan som et stort egetræ ville gøre det på naturlig vis.
– Et træ har en værdi, desto større det bliver. Træet har kæmpe biodiversitetsmæssig værdi. Vi sætter en indhegning på rundt omkring, så det kan tabe grenene uden man risikerer at nogen får dem i hovedet. Vi sætter også et lille skilt op, hvor man kan læse om, hvad der sker med træet, forklarer Christina Kastrup Madsen.
Skole-egen blev plantet i 1860 og fik oprindeligt navnet Proprietær-egen. Det lå ganske tæt på Lille Værløsevej, som dengang var hovedfærdselsåren ind til Lille Værløse, som lå ved den nuværende Værløse Bymidte.
Træet og området omkring det blev fredet af Værløse Kommunalbestyrelse i 1970, da man for alvor begyndte at bygge i området.
En del af det nye villakvarter fik navnet Skolekrogen. Det stammer fra udskiftningens tid. Gårdejerne fik stråleformede jordlodder ud fra gårdene rundt om Lille Værløse. Den lokale skolelærer fik også et lod, hvor hans dyr kunne græsse. Det er Skolekrogen.
Træet blev derfor til Skole-egen. Det står på Grundejerforeningen Kollekolleparkens jord, men det er Furesø Kommune, som passer det.
Det omfattende arbejde med fjernvarmeudrulning har ikke haft indflydelse på, at træet er gået i forfald. Det har ifølge Christina Kastrup Madsen noget at gøre med udbygningen af området i 1970erne.
– Træet har stået der længe, inden der blev bygget. Den har godt med jord rundt omkring sig. Det kan stå mange år endnu. Nogle egetræer kan blive 1000 år gamle, men det her træ står lidt skidt i forhold til at blive så gammelt, forklarer Christina Kastrup Madsen.