Det var den svære proces omkring udvidelsen af Jonstrup Skole, som fik Nils Toft til at melde sig under fanerne hos Radikale Venstre. Han vil bruge erfaringerne fra den svære proces bredt i Furesø. Nils ser Jonstrup som et oplagt sted at lave en forsøgsordning i forhold til en fælles skolestart.
Af Mikkel Kjølby
Udvidelsen af Jonstrup Skole fra 0. til 2. klasse op til og med 3. klasse har fyldt meget i det lokale mediebillede.
Det har i den grad også fyldt meget hos Nils Toft. Så meget, at han i dag er kandidat til byrådet for Radikale Venstre.
Nils er fra Odense, hvor han også tog sin uddannelse på matematik og økonomistudiet. Derefter blev det til en Ph.d. med fokus på svineproduktion på Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole. Efter mere end 20 år som forsker, har han de sidste otte år været selvstændig konsulent med speciale i dataanalyse og epidemiologi.
I 2017 flyttede familien til Jonstrup i et selvbyggerhus lige ved Jonstrup Gl. Seminarium. Børnene begyndte i indskolingen på Jonstrup Skole og snart engagerede Nils sig i skolebestyrelsen for Lille Værløse Skole. De sidste fire år har han været formand og har siddet med i følgegruppen for byggeprocessen.
– I forhold til processen omkring Jonstrup Skole blev jeg klar over, at der var nødt til at være lokale repræsentanter med. For ellers gik det simpelthen for langsomt, siger Nils Toft.
Han refererer til processen omkring etableringen af Kulturaksen i Sydlejren. Her var der gode intentioner, men efterhånden kuldsejlede de.
– Kulturaksen var en god vision, men den forsvandt, og bygningerne blev solgt. Det var det samme i skolebestyrelsen. Hvert evigt eneste år har det kun handlet om, hvor man skulle spare. Det må kunne gøres bedre, vurderer Nils Toft.
Han mener, at Kulturaksen aldrig indfriede potentialet, fordi Jonstrup er en slags blindtarm i kommunen.
– Man får den fortælling, at borgerne i Jonstrup er besværlige, fordi vi kræver investeringer i byen. Men man skal huske på, at i Jonstrup skal vi gøre det hele selv. Fx. er Ungdomsskolen Ung Furesø placeret 10 km væk, og den sidste bus kører kl. 18.30, forklarer Nils Toft.
De mange nye boligområder i Sydlejren betyder, at Jonstrup vokser til næsten samme størrelse som Hareskovby, hvor der er skole til og med 9. klasse, idrætshal og tre fodboldbaner.
Nils Toft glæder sig over, at Furesø Byråd har indgået en forhåndsaftale om, at Jonstrup Skole også skal udvides til og med 5. klasse. Det giver mulighed for at skabe et lokalt miljø for børnene.
-For mig er det vigtigt, at der så også skal være mulighed for at have idræt uden at tage en bus til Værløse. I den forbindelse er det svært at forestille sig 4. og 5. klasser dyrke idræt i den nuværende gymnastiksal på Jonstrup Gl. Seminarium. En udvidelse vil kræve opførelsen af en multisal i Jonstrup. Her vil man også kunne opføre teater og mødes til morgensang, forklarer Nils Toft.
Der er udpeget et byggefelt til en eventuel multisal. Det er ved petanquebanerne på Jonstrup Gl. Seminarium.
– Vi skal huske på, at Egeskolens 10. klassecenter nedlægges i forbindelse med ungdomsuddannelsesreformen. Det er oplagt at bruge bygningerne til udvidelsen af Jonstrup Skole. Det ideelle ville være at supplere med en multisal, vurderer Nils Toft.
Det vil også frigøre plads på Ll. Værløse Skole. Det er plads, som kan bruges til mange andre formål i forbindelse med at flere fra specialområdet skal gå i almen skole.
Pilotprojekt for fælles skolestart kan give stor viden
Der er også megen snak om, at give børnene en fælles start skolestart i august måned. Nils ser Jonstrup som et oplagt sted at lave en forsøgsordning.
– Man kunne prøve det af i Jonstrup for at se, hvordan det fungerer. På den måde kunne man se, om det har en positiv effekt på skolestarten og få flere børn til at lykkes. Senere kan man så udbrede det til resten af Furesø, siger Nils Toft.
Hans personlige erfaringer fra nærområdet ser han netop som en styrke i forhold til at skabe gode forhold i hele Furesø Kommune. For hans politiske program rummer meget mere end Jonstrup Skole. Han har stort fokus på naturen.
– Jeg er begejstret for græsningsprojektet på Baunesletten. For min skyld kunne det godt udvides til en naturnationalpark. Vi skal vove noget mere i Furesø. Vi har noget helt unik natur. Det naturlige er at have dyr, som græsser derude, siger Nils Toft.







