I 17 år har genbrugsbutikken Skovloppen sikret midler til Skovgårdens Venner. Nu kan man blive en del af fællesskabet i butikken.
Af Mikkel Kjølby
Aktivitetscentret Skovgården er samlingspunktet for pensionisterne i Værløse og for den sags skyld også Farum. Alle er velkomne til at deltage i et væld af aktiviteter, som er med til at gøre pensionisttilværelsen sødere.
Foreningen Skovgårdens Venner står bag en række af aktiviteterne. En del af foreningens økonomiske fundament findes nede i kælderen. Her har genbrugsbutikken Skovloppen igennem 17 år solgt varer til fordel for Skovgårdens Venner.
I dag er Else Tang en af veteranerne. Hun har været med i otte år.
– Vi modtager varerne fra private, lægger dem på plads, vasker dem af, holder styr på hylderne og står for salget, fortæller Else Tang.
Varerne doneres som regel, når der bliver ryddet op i hjemmet, og der ikke længere er plads i huset. Skovloppen modtager dem. Målet er at få varerne solgt så hurtigt som muligt.
– Vi er lidt billigere end andre genbrugsbutikker, for vi er så lille et sted, at varerne skal sælges hurtigst muligt, fortæller Else Marie Petersen.
Man kan fx købe et startersæt med alt service for 200 kr. hvis man har en ung person, som flytter hjemmefra.
Skovloppen holder åbent mandag til torsdag kl. 11 til 13. Hver af de frivillige har en vagt pr. uge. Man er altid to på vagt sammen. Det er på den vagt, at det magiske sker. For det handler om meget mere end at sælge varer.
– Det er et socialt arbejde. Der kommer rigtig mange kunder, som har brug for at snakke. Vi har mange osere, og det er helt i orden her i Skovloppen. Det handler meget om det sociale. forklarer Anette Frederiksen.
Skovloppen vil gerne tjene penge. Det går det fint med. Men der er potentiale for lidt mere.
– Vi vil gerne have frivillige, som kan stå i Skovloppen om fredagen. Af en eller anden grund er det svært at få frivillige til fredagen, siger Else Tang, som gerne hører fra mulige frivillige.
Man kan altid komme forbi Skovloppen i åbningstiden eller ved Skovgårdens Julemarked den 30. november kl. 10 til 14, hvis man vil høre mere.







