Lørdag den 7. december klokken 10 til 14 samler Amnesty Furesøgruppe underskrifter på appelbreve og hilsner til fire menneskerettigheds-forkæmpere.
Hvis man har ærinde i Farum Kulturhus lørdag formiddag – måske for at se juleteater? – får man en ekstra mulighed for at tænde et lille lys for mennesker, der er forfulgt verden over.
Amnestys Furesøgruppe står nemlig klar i foyeren fra kl. 10-14 for at samle underskrifter på appelbreve og opmuntrende hilsner til fire menneskerettigheds-forkæmpere.
Amnesty International arrangerer hvert år i december sådan en Skriv for Liv-kampagne. Fra hele verden sendes millioner af appelbreve til magthavere og breve med opmuntrende hilsner til de forfulgte selv. Det nytter, for der kommer hvert år besked om løsladelser og taknemmelige hilsner tilbage.
Der er på forhånd gjort appelbreve og hilsner klar til underskrift. Men man kan også skrive sit eget kort til en eller flere fanger. Amnestys kontor i Danmark sørger for, at de når frem sammen med alle dem, der kommer fra andre lande.
I år er der udvalgt fire sager om mennesker, som på forskellig vis er uretfærdigt forfulgt. Det er en ung influencer fra Angola, der har fået to års fængsel for at kritisere landets præsident på Tik-Tok. Det er en ung studerende, der i fem år har været tilbageholdt uden dom i Ægypten, alene fordi hans bror er advokat og menneskerettighedsforkæmper. Det er en 63-årig sydkoreansk mand, der bliver retsforfulgt for at kæmpe for handicappedes rettigheder, og det er en ung palæstinenser, der siden han var 13 år har været fængslet i Israel for et overfald, som han ifølge en israelsk domstol ikke deltog i.
Amnesty Internationals ordsprog har fra starten været, at det er bedre at tænde et lille lys end at forbande mørket. På lørdag kan alle i Furesø være med til at tænde lys i mørket for forfulgte mennesker.