Nordsjællands Politi var lørdag eftermiddag tilstede på Læssevej i Værløse for at snakke med vidner til skuddramaet lørdag den 12. oktober.
Nordsjællands Politi vendte lørdag eftermiddag tilbage til gerningsstedet, hvor der lørdag den 12. oktober blev affyret tre-fire skud.
I den forbindelse kunne pressen få et interview med Politikommissær Rolf Hoffmann fra Nordsjællands Politi.
Han kom med nye oplysninger i sagen. For selvom der blev anholdt og sigtet tre personer i sagen, så har man endnu ikke identificeret gerningsmanden.
– Vi leder fortsat efter gerningsmanden, som endnu ikke er identificeret, siger Rolf Hoffmann til lokalavisen Alt om Furesø.
Ifølge øjenvidner startede episoden med, at der lød et brag da en BMW kørte op i bagenden af en Mercedes i lyskrydset Ballerupvej/Kirke Værløsevej. Bilerne drejede i høj fart op af Kirke Værløsevej. Her drejede de skarpt til højre af Læssevej. Ved Banekrogens parkeringsplads forsøgte føreren af den forreste bil at dreje til højre, men blev afskåret af den bagfrakommende bil. Herefter lød der tre-fire skud. En person blev kørt på hospitalet med skudsår.
Umiddelbart efter blev tre personer sigtet i sagen, heriblandt den sårede, men de blev løsladt efter afhøring, da der ikke var grundlag for en fremstilling. Sigtelserne er dog opretholdt.
– De tre sigtede sad alle i den bil, som der blev skudt imod. Vi leder efter personer, eller personen, som sad i den bil, hvorfra der blev skudt, siger Rolf Hoffmann til Alt om Furesø.
Nordsjællands Politi arbejder ud fra hypotesen, at der er tale om et internt opgør i det kriminelle miljø.
Nordsjællands Politi var talstærkt til stede på Læssevej og i Værløse lørdag eftermiddag. Det skete for at tale med eventuelle vidner.
– Vi arbejder på at opkvalificere sagen. Vi er her i dag for at ramme folks vaner. Vi har talt med flere som havde set noget. Vi leder også efter optagelser fra biler med kameraer eller fra mobiltelefoner, forklarer Rolf Hoffmann.
Skuddramaet – Gerningsmanden er ikke identificeret
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest