
Lene Munch-Petersen (A) lancerer et nyt kompromisforslag for græsningsprojekt for Baunesletten.
Af Mikkel Kjølby
Så er forslag nummer seks for græsningsprojektet på Baunesletten kommet på banen. Det er Socialdemokratiet, som forsøger at balancere imellem de forskellige input fra eksperter og lokalbefolkning.
Forslaget er videreudvikling af et forslag med separate folde. I forbindelse med det vandrende borgermøde på Baunesletten kommenterede DN Furesø, at de separate folde ikke giver mening i forhold til økonomi og effekt i forhold til biodiversitet. Andre ser gerne, at stierne i området ikke inddrages i forbindelse med græsningsprojektet. Det har Socialdemokratiet taget til sig.
– Hovedpunktet har været at få en så stor fold som muligt. Det har vi fået ved at lave overgange mellem foldene. Antallet af køer skal afpasses i forhold til areal. Dyrene skal være selvforsørgende i forhold til områdets størrelse. Og så er der en vigtig grussti fra asfaltvejen til søen. Den vil vi gerne bevare efter input fra mange interessenter, forklarer Lene Munch-Petersen.
I forhold til det seneste forslag fra Socialdemokratiet er de to folde på skrænten ved parkeringspladsen samlet med en lille overgang. Det er sådan set ændringen.
Det nye forslag er indtil videre oplægget til mødet i Udvalget for Natur- og Klima den 13. marts.
– Hvis du spørger mig, er det ikke det ideelle i forhold til natur. Men vi politikere har et ansvar for at afveje de forskellige meninger og finde løsninger. Vi prøver at lytte til eksperterne og borgerne, siger Lene Munch-Petersen.
Udvalgsformanden afviser ikke, at der kan ske mindre ændringer frem mod udvalgets møde.
– Forslaget er et udtryk for, hvordan det ser ud lige nu for mig. Det kan selvfølgelig få mindre ændringer, hvis nogle har idéer til at gøre noget anderledes. Vi holder dog fast i, at der skal være god adgang til stierne og slettefornemmelse i midten. Derfor er den centrale del af sletten ikke taget med, forklarer Lene Munch-Petersen.