Børneperspektivet starter søskendegrupper. Her kan søskende til børn med særlige behov møde ligesindede.
Af Mikkel Kjølby
Livet tager sine drejninger – også i barndommen.
En række børn oplever, at være en del af en familie med et andet barn, som kræver særlig opmærksomhed. Det kan være et barn med handicap eller et barn med diagnoser, eller noget helt tredje. Mekanismerne er de samme.
Forældrenes og omverdens fokus vil nødvendigvis være på barnet med de særlige behov. En bror eller søster må finde sin egen vej.
– De børn bliver voldsomt belastede, fordi forældrenes opmærksomhed er på det barn, som har brug for opmærksomheden. De klemmer sig selv og passer ind ved at tage hensyn til forældre og deres søskende, fordi de ikke vil belaste forældrene, og så kan det blive rigtig ensomt, siger Pernille Sass Jellinggaard fra Børneperspektivet.
Frivilligcenter Furesø har startet Børneperspektivet ud fra erfaringer fra Gribskov, hvor Pernille Sass Jellinggaard har drevet et lignende projekt.
Børneperspektivet starter to aldersopdelte søskendegrupper i slutningen af februar måned. Det bliver fra 8 til 11 år og fra 10 til 13 år.
Her kan børnene møde andre børn i samme situation og møde erfarne voksne, som kan støtte dem.
– Når børnene kommer i en søskendegruppe, finder de ud af, at de ikke er de eneste i den situation. Det kan gøre en forskel for dem at spejle sig i hinanden. De finder ud af, at følelserne er de samme hos andre, og at deres følelser og tanker er normale i forhold til deres betingelser, forklarer Pernille Sass Jellinggaard.
Målet med søskendegrupper er, at børnene skal lære at være sig selv.
I virkeligheden kan børnene have glæde af i højere grad at være sig selv. Det kan de øve sig i i mødet med andre, der har det på samme måde. At tale om tanker og følelser kan der komme noget godt ud af. Det kan give børnene ideer til, hvordan de kan udtrykke sig over for både forældrene og søskende – og ikke mindst modet til det. Alle har brug for at blive set og mødet, fortæller Pernille Sass Jellinggaard.
Frivilligcenter Furesø – Børnegrupper