Sofie synger til stemmen er væk

Sofie Damberg står altid i Red Zone og synger til stemmen er væk. Foto: Noah Thilemann/FCN.

FC Nordsjælland har udvalgt Sofie Damberg til kåringen af Årets Fan i Superligaen.
Hvert år kårer Divisionsforeningen, 3F Superligaen og TV-rettighederne Årets Fan. Hver klub indstiller en fan til en afstemning. I samarbejde med Wild Tigers har FC Nordsjælland udvalgt Sofie Damberg.
– Jeg er rigtig glad for, at blive kåret som årets fan. Det betyder rigtig meget for mig. Jeg er glad for, at min indsats for klubben bliver hyldet. Jeg er stolt over, at jeg som kvinde kan blive kåret som noget så stort. Kvinder bliver ofte undertrykt på tribunerne rundt om i landet, men i Nordsjælland er der plads til alle, siger Sofie Damberg.
I denne sæson har Sofie kun misset to kampe, men var lovligt undskyldt i form af barnedåb og en indlæggelse. Når hun er på stadion, er strategien klar.
– Jeg bidrager til fællesskabet ved at stå på Redzone og synge så højt, at min stemme er væk efter hver kamp, fortæller Sofie Damberg, som også hjælper til med praktiske ting i Wild Tigers.
Sofie var med til at stifte fanklubben for FCNs kvindehold, Farum Bangers.
– Jeg har været med til at starte Farum Bangers, som er en uofficiel fangruppe for kvindeliga holdet i Nordsjælland. Her står vi på stadion til hver hjemmebane kamp og giver holdet den opbakning de fortjener. Vi er nået rigtig langt med Farum Bangers, siden vi startede i August 2023. Det er jeg rigtig stolt af, forklarer Sofie Damberg.
Alt det har såvel Wild Tigers om FC Nordsjælland lagt mærke til.
-⁠ ⁠Sofie er ikke kun aktiv fan for FC Nordsjællands Superliga-hold. Hun er også altid at finde på stadion i Farum, når vores Kvindeliga-hold spiller. Hun er desuden medstifter af fangrupperingen for FC Nordsjællands Kvindeliga-hold, Farum Bangers, hvis navn udspringer af navnet på Danmarks første kvindelige minister, Nina Bang, lyder det fra SLO i FC Nordsjælland Jan Kjønstad.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest