Spændende forårsprogram på Furesø bibliotekerne

Furesø Bibliotekernes forårsprogram: Illustration Anne Lundsfryd

Aktuelle emner, forfatteraftener, billedkunst og inspiration til børnefamilierne. Furesø Bibliotekernes forårsprogram rummer det hele.
Furesø Bibliotekerne er klar med forårsprogrammet. Her kommer man vidt omkring.
For det voksne publikum vil man bl.a. kunne deltage i flere arrangementer, under ”Indtryk, Aftryk, Udtryk” -projektet, som også de foregående år har beriget os med indsigter i dansk-jødiske kultur og historie. Mød fx Nathalie Ostrynski, der I bogen ”De mørke bånd” udfolder sin polsk-jødiske slægts historie, der både kommer omkring Holocaust og Gulag-lejrene. Martin Krasnik besøger også Furesø for at fortælle om hans bog ”En smal bro over afgrunden”, der tager afsæt i terrorangrebet 7. oktober 2023, og endelig kan man opleve den prisbelønnede teaterforestilling ”Job – et enkelt menneske”.

ADHD, krimi, billedkunst og britpop
Flere og flere familier er udfordret af diagnosen ADHD, og i slutningen af februar kan man blive klogere på diagnosen og få en større forståelse for, hvordan det er at leve med den. I februar kan man også møde billedkunstner Anne Brodersen, der er aktuel med en udstilling i Farum Kulturhus, hvor hun viser værker inspireret af den Norske forfatter Terje Vesaas.
Den 18. marts kommer Sissel-Jo Gazan på besøg og fortæller om krimien ”I en dråbe”, der er første bind i en hel ny krimiserie fra denne yderst populære forfatter. Glæd jer også til grøn fællesspisning, sy-værksted, guidet fælleslæsning og et musikalsk foredrag om Britpop.
For børnene rummer dette forår en række ”Festlige Familie Fredage”, der kommer til at foregå i Teatersalen i Farum Kulturhus. I marts handler det om ”gyselige monstre og grumme grin”, når illustrator Sofie Mesterton gæster Farum og efterfølgende faciliteter en workshop. I april kommer Zakiya og Siri Melchior og fortæller om Berta-bøgerne, og børnene kan lave deres egen ”Berta” i en kreativ workshop efterfølgende. Maj måned byder på ”Papirhjerter” med den prisvindende forfatter Hanne Dagmar Raaberg, der læser højt og inspirerer til leg med ord og tegning. Alle disse fredage kan man vælge at deltage i fællesspisning i Anaïs Kulturcafé efterfølgende. Børnene kan desuden blive klar til fastelavn i maskeværkstedet eller lave deres egen unikke planet i kosmos værkstedet.
For de lidt ældre børn og voksne kommer Elias Sadaq og fortæller om sin digtsamling ”Djinn”, der handler om at være queer og muslim.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder