
Man opdager ham næsten ikke, men den dag Stefan ikke er der, vil det blive bemærket. Stefan Sørensen er holdleder for Værløse Blue Hawks ligahold.
Af Mikkel Kjølby
– Man kan kalde mig maskinmester. Min opgave er, at sørge for, at Jonas kan koncentrere sig om at styre holdet.
Stefan Sørensen er ikke nogen lille mand, men alligevel bemærker man ham ikke. Det er ikke tilfældigt. For han er holdleder for Værløse Baskets ligahold og skal have det hele til at køre. Det har han gjort de sidste 11 år.
Men det startede et helt andet sted. Stefan Sørensen spillede selv basketball på et godt niveau i Farum BasketBall Klub. Det var fusionen til Værløse-Farum og siden BF Copenhagen, som fik ham med omkring Værløse BasketBall Klub.
Først blev han holdleder for BF Copenhagen i to gyldne sæsoner, hvor holdet vandt alt og spillede europæisk, men så blev fusionsklubben ramt en konkurs og alt forsvandt på et øjeblik.
Værløse Basket startede helt for fra og havde brug for gode ungdomstrænere.
– Thomas Silfen spurgte om jeg ville være træner for pigerne i årgang 95, det sagde jeg ja til. Det var i 2005, og jeg har været i klubben lige siden, fortæller Stefan Sørensen.
Senere kom han med ind over den talentfuldt årgang 98, der havde Anders Sommer (i dag cheftræner for Bakken Bears red.) som træner. Anders fulgte med op som seniortræner. Efter nogle sæsoner i 1. division rykkede holdet op i Basketligaen i 2013. Stefan har været med hele vejen.
– Det giver noget at være med i et fællesskab og kunne bidrage til det. Man kan virkelig mærke, at drengene værdsætter det, siger Stefan Sørensen.
Stefan møder altid ind lidt før alle andre. Han får lagt spilletøjet frem, skåret frugt og gjort vandflaskerne klar. Når turen går til Jylland, er han ofte chauffør.
Stefan er uddannet kok og arbejder på fuld tid for Convi Food i Søborg, så fornemmelse af, at han næsten altid er i Søndersøhallen er næppe rigtig.
-Det er fællesskabet og kammeratskabet, som trækker i mig. Vi har det godt sammen, og folk kender hinanden. Det er en stor familie, siger Stefan Sørensen.
Stefan har aldrig sluppet trænerrollen. Han er træner for U17-holdet Hillerød/Værløse sammen med Jørgen Lind, og så er han næsten altid i Søndersøhallen.
Og så er han en ganske ambitiøs basketballdommer, og det kan en dag betyde, at han må opgive holdlederrollen for ligaholdet.
– Jeg har været basketballdommer siden 2008. De sidste fire år har jeg været dommer i 1. division, og har bestemt ambitioner om at blive ligadommer. Hvis jeg rykker op i ligaen, stopper jeg som holdleder, siger Stefan Sørensen.
‘