
Jens-Otto og Elisabeth Rasmussen knokler videre med livsopgaven på Stengården, men gårdbutikkens popularitet gør det muligt at holde lidt mere fri.
Af Mikkel Kjølby
For 29 år siden tog Jens-Otto og Elisabeth Rasmussen deres livs chance. De ville se solen stå og op gå ned. Måske det kunne kombineres med at etablere et økologisk gårdbrug.
I dag er det ikke noget ud over det sædvanlige, men for 29 år siden var det pionerarbejde. Jens-Otto og Elisabeth banede vejen for en masse andre.
I dag driver de en virksomhed, som drifter 100 hektar jord, har 3000 høns, 18 køer, personale til 7 ½ årsværk og får tilgang af frivillige fra hele verden.
Det siger sig selv, at det kræver en del!
Omsætningen steg og steg, men efter corona skete der et eller andet. Der kom et midlertidigt stop for væksten. Det fik Jens-Otto og Elisabeth til at tænke over fremtiden og kigge efter et generationsskifte. Ingen kan jo løbe fra alderen.
Men det har ændret sig. Stengårdens økologiske gårdbutik er rasende populær. Det har givet Jens-Otto og Elisabeth nye muligheder.
– Vi har ikke sat en dato på, hvornår der skal komme et generationsskifte, for vi har ikke så travlt med det. Vi prøver at ansætte os ud af det, så vi kan holde mere fri. Virksomheden har en størrelse, hvor det ikke er helt umuligt at have råd til at ansætte en mellemleder til at aflaste os, fortæller Jens-Otto Rasmussen.
Den økonomiske succes har givet parret mulighed for at holde fri.
– Det sidste år har vi holdt flere fridage både ude og hjemme end tidligere år. Vi er blevet gode til at være i huset og haven, selvom der er gang i den på gården og i butikken, forklarer Elisabeth Rasmussen.
Hjertebarnet er ikke let at sende videre
Man kan ikke være i nærheden af Elisabeth og Jens-Otto i mange minutter, før det går op for en, at der brænder en ild i deres indre. De har sat deres præg på hver eneste detalje på Stengården, og har uddannet så mange elever, at deres arv kan opleves mange steder i form af andre økologiske gårde og butikker. Det giver en stolthed og arbejdsmoral langt ud over det sædvanlige. Der kan sagtens arbejdes med hænderne, mens man taler med en journalist.
– Vi har uddannet elever i 25 år. Hvert år har vi uddannet to elever til landmand eller gartner. Vores tidligere elever driver lignende steder i Ballerup, Lejre og andre steder, fortæller Jens-Otto Rasmussen.
Så der er et potentiale for en dag at overlevere virksomheden til andre ildsjæle, men det vil kræve noget ganske særligt.
– Vi har opbygget en virksomhed med så mange driftsspor. Det vil være komplekst at overtage. En del af vores gamle elever har travlt med deres egne virksomheder, måske de en dag finder ud af, at de hellere vil overtage Stengården, lyder det fra Jens-Otto Rasmussen med et smil.
For det haster ikke. Jens-Otto og Elisabeth nyder hverdagen på gården og mærker stoltheden over pionerarbejdet. De er kommet langt siden starten for 29 år siden.