
Vejdirektoratets Miljøkonsekvensvurdering afslører, at Værløse kan se frem til en markant nedbringelse af støjen fra Hillerødmotorvejen.
Af Mikkel Kjølby
Først bliver det værre, men så bliver det meget bedre!
Nogenlunde sådan kan man summere Vejdirektoratets Miljøkonsekvensvurdering for en udvidelse af Hillerødmotorvejen til seks spor fra Bagsværd til Farum.
Denne plan dukkede op som en tyv om natten i forbindelse med Infrastrukturplan 2035. Furesø Kommune var på ingen måde informeret om, at denne strækning skulle udvides til seks spor.
Til gengæld vidste man, at Hillerødmotorvejen skulle forlænges til Hillerød, og at dette ville udløse endnu mere trafik på motorvejen igennem Farum og Værløse.
Man stod så med det problem, at forlængelsen skulle udføres i 2026 og at udvidelsen til seks spor først stod til at blive lavet tre til fire år senere.
Udvidelsen giver en pligt til at indføre støjdæmpende midler, men ikke beskrevet i detaljer. De er først kommet i forbindelse med Miljøkonsekvensvurdering.
Den fortæller som ventet, at der kommer flere biler på strækningen. Støjen vil altså blive værre i nogle år. Men den beskriver også i detaljer, hvordan der skal støjdæmpes, når udvidelsen til seks spor finder sted.
Der er tale om ni meter høje støjskærme hele vejen fra Kollekolledæmningen til Fiskebækbroen. Men kun på Værløsesiden. På Fiskebækbroen er der lagt op til fem meter høje støjskærme, men der nævnes også en let overdækning af broen som en mulighed.
Hvad betyder det så for Værløse? Jo, det betyder, at hvis Vejdirektoratet rent faktisk fører denne plan ud i livet, så kan visse områder i Værløse se frem til en støjdæmpning på over 6 dB og helt op til 9 dB. Det svarer til en halvering. Den største del af Værløse vil opleve en støjdæmpning på mellem 3 og 6 dB. Ifølge det nye støjkort går stort set hele Værløse fra at være støjbelastet til at være i det grønne felt.
Er det så endeligt vedtaget?
Nej! Men efter alt at dømme vil det blive udført.
Der er god grund til at dukke op ved borgermødet i Farum Arena den 12. juni kl. 17 til 19.

