
I forbindelse med årsmødet i Farum Fjernvarme blev det besluttet, at lukke virksomheden fra årsskiftet. Det er et halvt år tidligere end nødvendigt. Næstformand Hasan Yilmaz har frasagt sig bestyrelseshonorar siden fusionen med Vestforbrænding.
Af Mikkel Kjølby
Der er ikke kommet noget officielt referat fra Farum Fjernvarmes årsmøde på Hotel- og Konferencecenter Kollekolle den 30. april, men det står klart, at der blev truffet en stor beslutning. Alt Om Furesø har fået følgende oplysninger bekræftet af tre deltagere.
Der var stillet forslag om at lukke Farum Fjernvarme hurtigst muligt, men det forslag blev stemt ned. Til gengæld blev det besluttet at lukke Farum Fjernvarme den 31. december 2025.
Det kom også frem, at der arbejdes meget med grunden i Farremosen. Netop denne grund er årsagen til, at Farum Fjernvarme ikke blev lukket ned, da sammenlægningen med Vestforbrænding gik igennem.
Bestyrelsen for Farum Fjernvarme fik to år til at sælge grunden. Hvis det lykkes at sælge grunden for mere end de 15 mio. kr., som Vestforbrænding har lovet at købe grunden for efter de to år, så vil det overskydende beløb indgå i fradraget/tillægget for fjernvarmekunderne i Farum.
Nu er det altså besluttet at lukke Farum Fjernvarme et fem måneder før tid uanset, hvordan det går med salget af grunden.
Sammenlægningen blev godkendt den 7.5.2024, og bestyrelsen har i princippet frem til den 7.5.2026 til at sælge grunden, men har altså besluttet at lukke ned den 31.12.2025.
Den politisk udpegede næstformand Hasan Yilmaz har ifølge Alt Om Furesøs oplysninger frasagt sig bestyrelseshonorar siden sammenlægningen med Vestforbrænding.