
Søndag den 1. december kl. 10 til 15 er der julemarked på Aktivitetscenter Gedevasevang.
Ude på Gedevasevang er der blevet knoklet med at gøre huset klar til det store julemarked søndag den. 1. december kl. 10 til 15.
– Huset er nu julepyntet, og i salen er der boder med nisser og en masse andre julerier: adventskranse, juledekorationer med kalenderlys og meget mere, fortæller centerleder Helena Vitrup.
Der bliver to festlige indslag i løbet af dagen fordelt på formiddag og
eftermiddag.
Lone Kaplan, Mogens Almgren-Jensen og Ole Øberg har fundet juledragterne frem og laver julestemning med de dejlige julesange fra klokken 11.
Klokken 13 vil Gedevasevangs Pensionistkor synge julen ind, begyndende med afsked med efteråret, derefter goddag til advent med den traditionsrige kransetænding og til sidst en lang række af de velkendte julesange og -salmer, som alle kan synge med på.
Det kreative værksted sælger deres flotte produktion, og der dufter af nybagte æbleskiver og gløgg. Til frokost serveres lun flæskesteg med rødkål og/eller frikadeller med asier og rugbrød.
– Når man går derfra, har julestemningen med garanti indfundet sig, og NU er det ikke længere for tidligt, lyder det fra Helena Vitrup.