Strandsurfing tillades på Flyvestation Værløse

Jonstrupvang kan fremover lovligt bruge blowcarten til stor fornøjelse for beboere og personale. Foto: Jonstrupvang.

Blowcart, strandsurfing eller vindsejlads på fire hjul. En ganske særlig aktivitet vil fremover kun være tilladt et sted på Sjælland. Det er på Flyvestation Værløse.
Af Mikkel Kjølby
Flyvestation Værløses langstrakte asfaltveje har de sidste år tiltrukket alskens aktiviteter. En af de mere spektakulære er de såkaldte blowcarts, som stryger afsted i høj hastighed med kun vinden som drivkraft.
Ved de jyske strande er fænomenet kendt som strandsurfing, og omfanget af aktiviteterne har medført problemer i forhold til de andre strandgæster. Og da kørslen med de hurtige vogne ikke er reguleret af færdselsloven, kunne det ende med et forbud.
Nu har transportminister Thomas Danielsen valgt at lovliggøre vinddrevne køretøjer på udvalgte danske strande og på Flyvestation Værløse.
Faktisk er Flyvestation Værløse det eneste sted på Sjælland, hvor man lovligt kan dyrke aktiviteten.
Flyvestation Værløse kan nu kalde sig strandsurfingområde sammen med Løkken, Blokhus, Vejers Strand, Børsmose Strand, Blåvandhuk, Rindby Strand, Fanø, Lakolk, Rømø, og Sønderstrand, Rømø
Det er til stor glæde for Jonstrupvang. Her bor voksne med cerebral parese. Personalet burger ofte Flyvestation Værløse til en række aktiviteter også blowcart, som giver sus i kinderne og kilden i maven.
– Vi har for nogen år siden indkøbt en Blowcart, som vi kan benytte sammen med vores beboere. Blowcarten er bygget med to sæder, og med mulighed for fastspænding på sædet til beboeren, fortæller Kim Frederiksen, forstander for Jonstrupvang.
Vognen er udstyret med en lille elektrisk hjælpemotor, så den kan komme frem og tilbage til startstedet fra den hangar, som den står i med tilladelse fra Naturstyrelsen.
Det er en meget populær aktivitet blandt beboerne på Jonstrupvang.
– Vi benytter blowcarten, når der er vind til det, og når vores beboere har lyst til det. Det er en vild oplevelse både for medarbejdere og for beboere, da der kan komme god fart på, forklarer Kim Frederiksen.
Og fra den 2. maj vil aktiviteten så også være reguleret af færdselsloven og tilladt på lige præcis Flyvestation Værløse.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Strandsurfing tillades på Flyvestation Værløse”

  1. Carsten Juel

    Bare der ikke bliver trafikkaos.
    Flyvestationen er ikke en strandbred. Fint med Jonstrupvangs aktivitet med en enkelt blowcart, men at åbne for alle andre vil skabe trafikkaos og farlige situationer. Hastigheden bliver alt for høj, der skal derfor krydses rundt mellem gående og cyklister. Elløbehjul må kun køre 20 km/timen på Flyvestationen, så hvorfor tillade disse hurtige trafikanter?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *