Skildpadder trives i Farum Sø

Skildpadderne trives i Farum Sø. Foto: AI.

Det sker ikke så sjældent, at en skildpadde går i land på Claus Nars Holm i Farum Sø. Hvis klimaforandringerne fortsætter, vil de på sigt yngle i de lokale søer.
Af Mikkel Kjølby

Bjarne Clausen har boet på øen i søen, Claus Nars Holm i Farum Sø, i mere end 50 år. Med årene er der kommet nye dyrearter til i området. Havørnen er tilbage, hvilket betegnes som en stor triumf for naturen. Så er der skildpadderne. Her forholder det sig anderledes.
– Det er jo den slags skildpadder, som forældre køber til deres børn. Når de så ikke vil have dem mere, så slipper de dem fri i den lokale sø, konstaterer Bjarne Clausen.
Beboerne på øen ser indimellem skildpadder gå i land på øen. En del af øen er meget sumpet. Her kan skildpadderne nyde livet. I det hele taget er Farum Sø et udmærket sted for dem at finde føde. Skildpadderne er altædende, de spiser såvel små fisk som vegetabilsk kost.
– Når man køber dem i dyrehandlen, er de ikke så store, men de kan blive på størrelse med en tallerken. Vi ser dem tit i den størrelse, konstaterer Bjarne Clausen.
Denne slags skildpadder findes ikke naturligt i Danmark og kan ikke yngle, fordi vandet er for koldt.
– Det er ikke varmt nok til, at de kan yngle i Farum Sø, men fortsætter temperaturen med at stige, så vil det komme til at ske, forklarer Bjarne Clausen, som er uddannet dyrlæge.
Der findes naturligt hjemmehørende skildpadder i Danmark. Den europæiske sumpskildpadde lever ved Silkeborg. Arten er fredet i Danmark og har ikke noget med skildpadderne i Farum Sø at gøre. 

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder