
Efter det hårde slid i sommeren 2024 insisterede de frivillige på, at Sydbank Furesø Open vender tilbage i 2025.
Af Mikkel Kjølby
Det kostede blod, sved, tårer og vabler på hænderne at gennemføre Sydbank Furesø Open i 2024. For regnen væltede ned over landets smukkeste tennisanlæg i Værløse.
Frivillige hjælpere knoklede med spand, trillebør og svaber for at tørre banerne igen og igen og igen. Det lykkedes at komme i mål.
Men man ville lige evaluere på om det var alle de kræfter værd. Evalueringen viste styrken hos de frivillige.
– Dem der brugte så mange kræfter på at få gennemført turneringen, syntes, at det var ærgerligt, hvis turneringen så ikke kom igen, fortæller Kristian Grøn, klubmanager i Hareskov-Værløse Tennisklub.
Sydbank Furesø Open vender derfor tilbage i uge 27. Det er der også andre gode grunde til.
– Vi vil rigtig gerne holde turneringen. Det er et godt udstillingsvindue for klubben, det giver vores juniorer gode kampe, omsætning i caféen, og mange andre faktorer spiller også ind, forklarer Kristian Grøn.
Indtil videre er det sikkert, at man gennemfører alle rækker på nær senioreliterækkerne. Her skal der findes finansiering.
– Vi arbejder på at finde en sponsor for senioreliterækkerne, så vi også får den del med, siger Kristian Grøn.
Han har en klar forventning om, at Sydbank Furesø Open bliver landets største turnering for femte år i træk.