Søndag den 30. marts kl. 11.00 ankommer æslerne Carlo og Rosita til Nørreskov Park Byfælled, hvor de skal sprede biodiversitet og hygge.
Af Mikkel Kjølby
Kan man kombinere naturpleje med hygge og fællesskab?
Det lykkedes sidste sommer i Fuglsangpark i Farum. Nu gør man forsøget på Nørreskov Park Byfælled. Det sker i et samarbejde imellem Naturtalenterne, Furesø Kommune, DN Furesø og Frivilliggruppen for Nørreskov Park Byfælled.
Søndag den 30. marts kl. 11 ankommer æslerne Carlo og Rosita. De bliver lukket ud i en 3500 kvadratmeter stor fold ved Krebsesøen. Hegnet er elektrisk for at holde æslerne inde og mennesker/hunde ude. Folden er også udstyret med et læskur og et vandtrug. Folden er midlertidig og vil blive taget ned seks uger senere, når æslerne har fuldført deres mission.
– Vi glæder os til at byde de to tamme æsler velkommen. Carlo og Rosita kommer fra Foreningen Naturtalenternes projekt Naturhyrderne, fortæller Karin Therkelsen fra Frivilliggruppen for Nørreskov Park Byfælled.
– Æslerne skal hjælpe med at spise græsset, så der bliver plads til flere blomstrende urter, som tiltrækker insekter smådyr, og fugle. Dette bidrager til en rigere biodiversitet i området. Samtidig vil æslerne være en attrsaktion for børn, voksne og lokalsamfundet og skabe en unik mulighed for at kombinere naturpleje og fællesskab, lyder det videre.
Carlo og Rosita er udvalgt fordi de er tamme og vant til mennesker. De afgræsser normalt Missilfolden på Flyvestation Værløse, hvor de er en del af Naturtalenterne arbejde med børn med særlige udfordringer.
Folkene bag projektet ser gerne, at man snakker med æslerne og klapper dem, hvis de har lyst til det.
Man skal dog ikke fodre dem, for det kan de ikke tåle. Man skal også holde sin hund i snor ved indhegningen.

.






