Team Go Green arrangerer fællesspisning for unge

Arrangørerne af fællesspisningen glæder sig helt vildt til den 22. oktober. Pressefoto.

Go Green fællesspisning med UngFuresø, Furesø Ungepanel og Furesø Ungeklimaråd den 22. oktober.
Tirsdag den 22. oktober byder Team Go Green, en gruppe dedikerede unge, på årets første grønne fællesspisning på UngFuresø. Aftenen står i bæredygtighedens tegn og temaet er Halloween. Kom og vær med!
Team Go Green – otte skønne unge fra 13-21 år – har arbejdet intensivt de sidste to måneder på at planlægge fællesspisningen. Gruppen vil være værter på aftenen og glæder sig til at skabe den fedeste aften.
– Jeg glæder mig helt vildt til, at det går løs. Vi har haft det så sjovt med at planlægge det hele, og aftenen bliver fyldt af festlige indslag. Det er virkelig fedt at være en del af Team Go Green, siger Lisa Sofie Donsmark.
Sammen med kokken Eline Lange Hansen skal deltagerne tilberede lækre retter med økologiske og lokale råvarer. Der skal udhules græskar, laves uhyggelig ansigtsmaling og sjov halloween-pynt og så er det tid til at spise den lækre efterårsmad ved et (u)hyggeligt langbord. Under måltidet vil Eline dele sin viden om de bæredygtige elementer i retterne.
– For mig er det enormt spændende og relevant at arbejde med bæredygtighed på en måde, så flere finder ud af, hvor nemt og lækkert det kan være. Derfor har det været vigtigt for os i Team Go Green at det også skulle være en aften med fokus på fællesskab og hygge, fortæller Zhen Wei Jin.
Arrangementet er gratis og åbent for alle fra 7. klasse til 22 år. Det er på UngFuresø, Bifrostvej 1, 3520 Farum, fra kl. 16:30 til 21:00.
Fællesspisningen er blot én af flere i løbet af skoleåret, så hold øje.
Hele projektet er finansieret af Erasmus+ og sker i samarbejde med UngFuresø, Furesø Ungepanel og Furesø Ungeklimaråd. Formålet er at skabe fællesskab på tværs af ungegrupper og give de unge redskaber til at træffe bæredygtige valg, der gavner både dem selv, samfundet og klimaet.”
Meld dig til på UngFuresøs hjemmeside: Go Green fællesspisning

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest