Af Benjamin Daniel Krautwald og Mikkel Kjølby
Er FC Nordsjælland Superligaens dårligste hold?
Dette helt uventede spørgsmål er i den grad aktuelt efter nederlaget i Silkeborg.
– Ja, siger Benjamin Daniel Krautwald med vantro i stemmen.
– Man møder Silkeborg, som på det tidspunkt var Superligaens dårligste hold. Klappen går ned og man indkasserer fire mål mod et hold, som ikke har lavet et eneste mål i de første tre kampe. Det siger lidt det hele.
Faktisk er Benjamin rystet over, hvad der sker med holdet i øjeblikket.
– Det er lidt uhyggeligt det, der foregår i øjeblikket. Indtil nu har det været rystende.
Benjamin mindes ikke en lignende situation i moderne tid.
– Man skal tilbage til tiden med Olafur Kristjansson som træner i 2014-15. Men der var FCN også et andet sted. I forhold til det nye ejerskab er det den hårdeste og dårligste tid for superligaholdet. Det er en regulær krise, vurderer Benjamin Daniel Krautwald.
Fredag venter et opgør med FC København i Farum Park. Løverne kommer til tigerhulen med en frisk 5-0 sejr over Malmö FF i kvalifikationen til Champions League.
– Man kan godt frygte, at det bliver en grim oplevelse. Man møder et hold med kæmpe selvtillid, siger Benjamin.
Det bliver ikke bedre af, at fangrupperingerne har varslet en stille protest imod situationen ved at møde frem i sort.
Men hvad er der egentlig galt inde på banen?
– Nogle af de unge kræfter, som man havde forventet ville tage over, er ikke klar endnu. Man har solgt for hurtigt i forhold til at have de næste klar, vurderer Benjamin Daniel Krautwald.
I Silkeborg blev midtbanespillerne Caleb Yirenkyi og Zidan Sertdemir brugt som henholdsvis angriber og back.
– Spillemæssigt er der ikke en retning. Holdet mangler noget kreativitet, men også stabilitet. Man mangler tydeligvis en Benjamin Nygren-type. Han kunne være leder men også levere den kreative del.
FC Nordsjælland bruger begrebet stabilitetsspillere om en del af truppen. Det er folk som Kian Hansen, Erik Marxen, Peter Ankersen, Mark Brink og Andreas Hansen. Ind er også hentet Nicklas Røjkjær for en stor transfersum, han har ikke slået til endnu, og Ola Solbakken er ikke i form endnu.
Alexander Riget, fodbolddirektør i FC Nordsjælland, er citeret for, at gruppen af stabilitetsspillere skal forynges – formentlig i dette transfervindue.
– Der er nogle positioner, som skal styrkes. Venstrebacken og nierpladsen trænger til forstærkning. I det hele taget er bredden i truppen bare ikke særlig god, vurderer Benjamin Daniel Krautwald.
FC Nordsjællands ambition er Top-6, men hvad nu, hvis det ikke lykkes at finde de rette spillere.
– I værste fald kan man godt komme til at kæmpe om nedrykning. Ambitionen hedder top 6. Som tingene er lige nu, er vi langt fra top-6, siger Benjamin Daniel Krautwald.
Lidt om Benjamin Daniel Krautwald
Benjamin kender Farum Boldklub og FC Nordsjælland som sin egen bukselomme. Han er vokset op med fodbold i Farum Boldklub. Han har fulgt FC Nordsjælland i tykt og tyndt som fan, og så arbejder han som fodboldtræner. Benjamin vil levere tigerbrøl i Alt Om Furesø i samarbejde med redaktør Mikkel Kjølby.







