Tigerbrølet – Sidste udkald for Andreas Hansen

For otte måneder siden forlængede Andreas Hansen sin kontrakt med FC Nordsjælland. I dag kigger han på fra reservebænken, mens 20-årige William Lykke vogter målet.
Af Benjamin Daniel Krautwald og Mikkel Kjølby
Det vel nok mest opsigtsvækkende ved sæsonens tre første kampe er fravalget af den rutinerede og etablerede keeper Andreas Hansen til fordel for 20-årige William Lykke.
Den udvikling kommer otte måneder efter, at Andreas Hansen forlængede sin kontrakt med FC Nordsjælland frem til sommeren 2028. Han lignede et sikkert førstevalg og var endda inde og snuse lidt til landsholdet.
Det første varsel kom i slutningen af sidste sæson, hvor William Lykke fik chancen i to kampe, men så kom Andreas Hansen tilbage i målet. Efter sommerferien har William Lykke fået valget i de tre første kampe, og FC Nordsjælland har hentet 31-årige Jakob Busk i Sønderjyske.
– At FC Nordsjælland hentede Jakob Busk, som er en rutineret keeper, som har været rundt til mange klubber, men har været andenmålmand i klubberne, må betyde, at Andreas Hansen er fortid i FC Nordsjælland i dette transfervinduet. Når man bliver sat af for anden gang, kunne det tænkes, at man er kommet med en melding om, at man vil videre. AGF har været nævnt som en mulighed. Andreas ender formentlig i det jyske, vurderer Benjamin Daniel Krautwald.
FC Nordsjælland spiller søndag i Silkeborg. Den kamp vil give mange svar.
– Hvis Andreas Hansen ikke starter på mål i den kamp, så er han fortid i klubben, men på den anden side er det svært at forestille sig, at FC Nordsjælland giver Andreas Hansen chancen igen, siger Benjamin Daniel Krautwald.
Udskiftningen på målmandsposten har vakt opsigt blandt klubbens fans. Ikke mindst set i lyset af kontraktforlængelsen i vinters.
– Andreas Hansen har stået godt i store perioder i FCN. Man har tænkt, at han var blandt superligaens bedste keepere. Han er også en populær herre blandt fansene. Det har virkelig undret mange fans, hvorfor han ikke står, siger Benjamin Daniel Krautwald.
Svaret skal formentlig findes i FC Nordsjællands DNA. Man vil udvikle unge spillere, men har aldrig skabt en klassekeeper, som kunne sælges. William Lykke er et produkt af klubbens akademi, men blev udlejet til Hillerød i anden halvdel af 2024.
– FC Nordsjælland er ikke kendt for at lave keepere. Det kunne tænkes, at klubben ser det som et projekt at vise, at man også kan det, og sælge ham med en god fortjeneste.
For potentialet er bestemt til stede.
– William ligner fremtidens keeper. Han er en kæmpe keeper, som er meget tydelig i sin kommunikation. Han virker meget erfaren i forhold til sin alder og har en fin udstråling. Fodarbejdet siger at være hans store styrke. Han er venstrebenet og kan sparke sindssygt langt. Det er også et våben. Han kigger hurtigt fremad og kan slå bolden rimeligt præcist. Han har et potentiale til at blive en fantastisk målmand på sigt, vurderer Benjamin Daniel Krautwald.
At det så koster point hist og pist er formentlig en del af processen.
– Det er FC Nordsjællands DNA at give de unge chancen. At det så koster point, betyder ikke det store. Som målmand er man ikke færdigudviklet som 20-årig. Selvfølgelig kan man blive lidt bekymret efter at have tabt to ud af tre kampe i starten af sæsonen. Det er et sats. Men sådan er det i FC Nordsjælland. De unge skal ud og have noget erfaring, og det er tydeligvis en sæson, hvor FCN vil have kørt en masse unge spillere ind og bygge på til næste sæson.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder