
Søndag 27. april kl. 16 er der koncert i Stavnsholtkirken med den danske harpevirtuos Tine Rehling.
Tine Rehling er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Sonja Gislinge og hos Destinguished Professor Susann McDonald ved Indiana University (USA). Hun slog tidligt sit navn fast som solist og høstede efter sin debut i 1993 stor anerkendelse med mange anmelderroser. “…Tine Rehling er en virkelig musiker. Hendes farvelægning, hendes udredninger af de musikalske ideer og den selvfølgelige strømmen i hendes spil var hendes glæde, der blev til vores glæde”
Tine optræder jævnligt som solist og kammermusiker i ind- og udland, og hun har været solist med flere af de danske symfoniorkestre. Hun arbejder til stadighed for at udvide repertoiret for harpe i samarbejde med førende danske komponiste, ikke mindst Per Nørgård, som siden 2002 har skrevet en række spændende værker til hende.
-Ved koncerten i Stavnsholtkirken skal vi høre eksempler på dette sammen med musik af Benjamin Britten. Og desuden uropfører hun ved denne lejlighed et nyt værk af John Frandsen, Orpheus. Det er en musikalsk hilsen til den legendariske poet, sanger og harpenist fra den græske mytologi, som spillede og sang så smukt, at Dødsrigets vogtere gav ham lov at få sin elskede Eurydike med sig hjem fra Hades. Men på én betingelse: han måtte ikke vende sig om undervejs for at se på hende. Det gik naturligvis galt, og Eurydike forsvandt for stedse, fortæller John Frandsen fra Farum Sogn.
Der er som sædvanligt fri entré til koncerten.