Deltidsbrandmænd er rygraden i det danske brandvæsen. Torben Flagsø tog springet som 51-årig.
Torben skulle ikke være deltidsbrandmand. Det sagde han til selv, da han så en annonce. Alligevel var der et-eller-andet som fik ham til at komme til et informationsmøde. Han udfyldte ikke papirerne efter mødet, men en rutineret brandmand fik ham alligevel til at skrive sit telefonnummer.
I dag er Torben Flagsø føl på Farum Brandstation.
– Jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg lige havde solgt min virksomhed og skulle til at arbejde som konsulent i en mere fri tilværelse Jeg havde ingen som helst planer om at blive brandmand, men jo mere jeg kiggede på det, desto mere blev jeg overbevist om, at det var perfekt for mig, fortæller Torben Flagsø.
For at blive brandmand skal man gennemføre et førstehjælpskursus på 14 timer. Og så et grundforløb på 74 timer. De forløb har Torben taget henover nogle weekender, men det er også muligt at gøre det fra mandag til fredag.
For at blive færdiguddannet brandmand mangler han funktionsuddannelsen på 148 timer. Hele uddannelsesforløbet er med fuld løn.
– Når vi får et kald, kører en sprøjte med en chauffør, en holdleder og to røgdykkere. I en anden vogn kommer yderligere to brandmænd, som støtter op om opgaven.
– Jeg er med som føl. Jeg må godt udføre forskellige opgaver, men må ikke gå ind i en brændende bygning. Det må kun de uddannede røgdykkere, forklarer Torben Flagsø.
Der kommer altid seks
Frederiksborg Brand og Redning overtog i 2019 opgaven med brandslukning i Nordsjælland fra Falck, som fortsat ejer bygningen i Farum Erhvervspark og styrer ambulancekørsel, sygetransport og flere andre opgaver fra kontoret. Frederiksborg Brand og Redning lejer sig ind i et kontor og fire garagepladser, hvor køretøjerne står.
Der er altid en holdleder på vagt. De øvrige tilkaldes og skal kunne være på stationen indenfor fem minutter, når alarmen går.
– Da jeg var til informationsmødet, kunne jeg ikke forstå, hvordan det fungerer, men stationslederen påstod, at der altid kommer seks brandmænd. Nu må jeg konstatere, at han havde ret. Der kommer altid seks, når alarmen går, siger Torben Flagsø, som nu forstår, hvordan det kan lade sig gøre.
– Der går lidt sport i det. Når jeg er med børnene til sport, parkerer jeg altid bilen med bagenden inderst, så jeg kan komme hurtigt afsted, hvis jeg bliver tilkaldt via pageren, forklarer Torben.
Kasper Damsbak er professionel brandmand på fuld tid i Roskilde, men er også deltidsbrandmand i Farum.
– Vi kører 250 ture årligt i Farum. Hvis der skal være volumen til en brandstation med brandmænd på vagt hele dagen, skal man op på 500 ture årligt. Det har vi i Roskilde og København. Udenfor de store byer er deltidsbrandmænd rygraden i brandvæsenet, forklarer Kasper Damsbak.
Som deltidsbrandmand får du et grundbeløb hver måned, samt mindst tre timers løn for hver gang, man bliver tilkaldt til en opgave. For Torben bliver det til ca. 30 timer hver måned.
– Vi er 23 deltidsbrandmænd i Farum lige nu, men kunne godt bruge nogle flere. Det kræver, at man kan nå til stationen på fem minutter. Det kan være fra sit arbejde eller hjemmefra, forklarer Torben Flagsø.
Han er mest overrasket over, at brandmænd ikke er de rene og skære supermænd.
– Der er nogle fysiske krav, og man bliver testet med masken på, for at se om man kan håndtere presset, men man skal altså ikke være Superman, lyder det med et smil fra Torben Flagsø.