
Claus Torp, direktør for By- og Kultur i Furesø Kommune, forklarer, hvorfor notatet fra Natur360 ikke beskriver afgræsning som det bedste alternativ for Baunesletten.
Den 12. marts skal Udvalget for Natur- og Klima tage stilling til et forslag om indhegning af 20 hektar på Baunesletten og Baunegårdens jord.
Til dagsordenspunktet er der tilknyttet et notat, som indeholder en plejeplan for Baunesletten. Den har Allan Jensen læst grundigt og konkluderer i en artikel i dette medie, at afgræsning ikke vurderes til at være bedre end afbrænding, afskrab og blomsterbede.
Direktør for By- og Kultur i Furesø Kommune, Claus Torp er gået til tasterne for at forklare sammenhængen.
– Vi bestilte notatet hos Natur360 på et tidspunkt, hvor vi ikke vidste, om der kom græsning på Baunesletten, og hvor stort et evt. græsningsprojekt ville blive (ud over den eksisterende fold). Så præmissen for notatet har været, at vi havde behov for en beskrivelse af, hvad det bedste alternativ til græsning vil være på de dele af Baunesletten, som ikke afgræsses. Vi har slet ikke bedt Natur360 om at forholde sig til helårsgræsning, for vi vidste godt, at helårsgræsning er den mest optimale forvaltning af Baunesletten, også i fht. sjældne sommerfugle. Det er derfor Natur360 skriver som de gør først i notatet, hvor følgende fremgår:
“Da hoveddelen af Baunesletten står uden naturlig græsning, er der brug for alternative og supplerende anvisninger til pleje der tilgodeser naturen så godt som muligt. Afbrænding som naturpleje er formentlig det bedste alternativ til at opretholde en artsrig lysåben natur på steder, hvor det ikke er praktisk muligt at indføre naturlig græsning. Derfor anbefales afbrænding i det tidlige forår også som det primære værktøj til at pleje naturen på Baunesletten.”
Så hele præmissen for notatet er, at naturlig græsning er den mest optimale forvaltning, og at beskrive den mest hensigtsmæssige alternative pleje de steder, hvor der ikke er græsning, lyder det fra Claus Torp.