Træer i Nørreskoven ældes før tid til gavn for biodiversiteten

Naturstyrelsen veteraniserer træer i Nørreskoven i uge 13. Foto: Naturstyrelsen.

Efter uge 13 kan du som skovgæst i Nørreskoven opleve træer med afrevet bark, flækkede stammer og knækkede grene. Det kan umiddelbart ligne, at en storm har været forbi og rasere, men faktisk er det helt med vilje til gavn for naturen og biodiversiteten.
Naturstyrelsen har i disse år fokus på at øge biodiversiteten i de statsejede skove og er derfor i gang med at skabe de bedste rammer for så mange arter som muligt. En rigtig god løsning, som kommer mange arter til gode, er at speede aldersprocessen på træerne lidt op ved at gå ud og ”veteranisere”. Når træerne veteraniseres, så prøver man så vidt muligt at efterligne de naturlige hændelser et træ vil blive udsat for i løbet af et langt liv. Det kan være i form af et lynnedslag, spættehuller, sygdom og slid fra vind og vejr.
Når træet påføres sådan en skade, som eksempelvis en brækket gren eller et større indgreb i barken, så skabes der mulige levesteder for bl.a. flagermus, svampe og fugle. Hulheder opstår, og pludselig er der også en indgang til en hær af nedbrydere, som netop lever i huller og revner. Det er netop disse træer som er en mangelvare i de moderne skove – de ”grimme” og skæve træer med lave og krogede kroner, hulheder og revner.
Et andet formål med hele projektet er at fælde de træer, der på sigt vil skygge for eksempelvis de gamle ege. Egetræer har brug for luft og lys for at skabe de velkendte store og brede kroner. Får de det, kan træerne blive over 400 år gamle, og danne levested for talrige af arter i mange år frem.
Naturstyrelsen går derfor ind og veteranisere de nabotræer som truer med at vokse op i egens krone og skygge dem væk. På den måde vil nabotræerne forfalde langsomt, og i første omgang blive til stående dødt ved, for efterfølgende af falde til jorden og blive til liggende. Nabotræerne vil derved få et kortere liv, men til gengæld danne rammerne for en mængde andet liv.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder