Julie Dawall Jakobsen, Signe Schultz og Amalie Cecilie Kudsk skal repræsentere de danske farver ved det individuelle EM i Huelva fra den 6. til 12. april.
Af Mikkel Kjølby
For danske badmintonspillere er EM altid en god mulighed for at hente medaljer.
27-årige Julie Dawall Jakobsen har været med ved EM flere gange og har ved de to seneste EM taget bronzemedaljer.
Nu får hun chancen igen. Badminton Danmark har udtaget fire damesingler: Line Kjærsfeldt, Line Christophersen, Mia Blichfeldt og Julie Dawall Jakobsen.
Værløses nykårede danmarkmester i damedouble, Signe Schultz, er også udtaget sammen med Simona Pilgaard, Odense. Tre danske damedoubler er udtaget, men ikke den på papiret stærkeste damedouble, Amalie Cecilie Kudsk og Natasja Anthonisen. Ifølge Badminton Danmarks pressemeddelelse skyldes det, at Natasja Anthonisen holder pause fra badminton af personlige årsager.
Amalie Cecilie Kudsk er alligevel med ved EM. Hun er udtaget i mixeddouble sammen med Rasmus Espersen.
– Målsætningen er selvfølgelig at komme hjem med guldmedaljer, og jeg ser gode muligheder for at forsvare EM-guldet i mixed double og damesingle. Også på herresiden er ambitionen guld – både i single og herredouble. Frankrig bliver selvfølgelig den store udfordring her, men i eksempelvis Anders Antonsen og Kim Astrup/Anders Skaarup har vi spillere, der kan gå hele vejen. Og så vil vi selvfølgelig også gerne have medaljer i damedouble, men her er ambitionen i lige så høj grad at få international erfaring for vores relativt nye damedoubler, siger landstræner Thomas Stavngaard til Badminton Danmarks hjemmeside.
I 2025 blev det til i alt otte EM-medaljer til Danmark: To guldmedaljer, én sølvmedalje og fem bronzemedaljer.
Her den danske EM-trup
Herresingle (HS)
Anders Antonsen
Rasmus Gemke
Magnus Johannesen
Damesingle (DS)
Line Kjærsfeldt
Mia Blichfeldt
Line Christophersen
Julie Dawall Jakobsen
Herredouble (HD)
Kim Astrup / Anders Skaarup Rasmussen
Mads Vestergaard / Daniel Lundgaard
Damedouble (DD)
Mette Werge / Kathrine Vang
Simona Pilgaard / Signe Schulz
Lærke Hvid / Anna Klausholm
Mixeddouble (XD)
Alexandra Bøje / Mathias Christiansen
Amalie Magelund / Jesper Toft
Christine Busch / Mads Vestergaard
Amalie Cecilie Kudsk / Rasmus Espersen







