Tryghedszone ved Hareskov Skole – Skal give erfaringer

Knudepunktet ved Månedalsstien er et af de kritiske punkter i forhold til trafikal sikkerhed ved Hareskov Skole.

Politikerne vil oprette en trafikal tryghedszone omkring Hareskov Skole. Det skal give erfaringer til resten af kommunens skoler.
Af Mikkel Kjølby
Byudviklingen af det centrale Hareskovby startede i starten af 1900-tallet og blev noget kaotisk. De smalle veje i den oprindelige Hareskov Villaby har alle dage skabt trafikale problemer og usikre skoleveje til Hareskov Skole.
Nu vil lokalpolitikerne for alvor gøre noget ved det. Udvalget for Natur og Klima har besluttet at gå i dialog med skolebestyrelsen på Hareskov skole om mulighederne for at indføre en såkaldt Tryghedszone omkring skolen.
– Tryghedszoner betyder, at området omkring skolen bliver helt eller næsten bilfrit, der skal skabe tryghed og gøre det attraktivt for børn at gå eller cykle til skole, og vil indføres som en forsøgsperiode, fortæller Lene Munch-Petersen (A), formand for Udvalget for Natur- og Klima.
Opgaven er bestemt ikke let. For man kan ikke nægte beboerne på Poppel Allé, Skandrups Allé og Månedalsstien samt brugerne af Hareskovhallen trafikal adgang.
– Vi kan godt lave nogle reduktioner på Skandrups Allé, som vil gøre det lettere for børnene at komme i skole. Man kan lave alternative parkeringspladser på Gl. Hareskovvej og Skandrups Allé til dem, som sætter deres børn af. Nogle forældre skal absolut med ind i skolen. De må parkere andre steder som fx ved Hareskovhallen, forklarer Lene Munch-Petersen.
Målet med Tryghedszonen bliver at få flest muligt børn til at cykle i skole.
-Vi vil gøre forholdene så gode som muligt for børnene. Så de ikke skal konkurrere med bilerne. Det skal være trygt og godt, siger Lene Munch-Petersen.
Formanden for skolebestyrelsen for Hareskov Skole, Marianne Skjoldager-Kristiansen, tager med glæde imod tiltaget, som ikke kommer ud af det blå.
– Det er dejligt at der kommer nogle tiltag for at øge sikker skolevej. Skolebestyrelsen har været med til at drive det fremad. Vi forældre fra skolebestyrelsen inviterede sidste skoleår forvaltningen og et par byrådspolitikere fra Hareskovby til et møde på vores skole, hvor vi viste dem trafikforholdene og fortalte dem om de trafikale udfordringer Derudover bød vi ind med idéer til tiltag. Siden da har vi været i dialog med dem, siger Marianne Skjoldager-Kristiansen.
For nogle år siden lavede skolebestyrelsen en happening på Poppel Alle fr at gøre opmærksom på problemerne.
-Vi har i rigtig mange år været bekymrede for trafiksikkerheden omkring skolen, så vi er simpelthen så glade for, at der nu endelig sker noget. En stor tak skal lyde til Niels Jørgen Brandt og Lene Munch-Petersen samt forvaltningen for at lytte til os, lyder det fra Marianne Skjoldager-Kristiansen.
Det forventes, at der laves konkrete trafikale tiltag i 2025. Der er afsat 1.125 mio. kr. på budgettet til trafikale forbedringer ved Hareskov Skole og Lyngholmskolen.
– På grundlag af erfaringerne vil der fremadrettet kunne etableres tilsvarende trafiksikkerhedstiltag ved andre skoler i kommunen for at opnår større trafiksikkerhed, siger Lene Munch-Petersen.

Poppel Allé er noget af en gordisk knude i forhold til trafiksikkerhed omkring Hareskov Skole.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder