For Caroline Szameitat er tiden med børn i Børnehuset Kollekolle efter 10,5 år ved at være slut. Samtidig lukkes kommunens sidste lille børnehus og flytter ind i nye lokaler ved siden af Børnehuset Skovstjernen. Caroline ærgrer sig over, at andre børn ikke får den samme oplevelse, som hendes gjorde i det lille børnehus.
Af Mikkel Kjølby
Helt inde for enden af vejsystemet Skolekrogen/Tornekrogen finder man KolleKolle Børnehus.
I forbindelse med etableringen af Kollekolleparken blev et enkelt hus købt af Furesø Kommune og brugt som daginstitution. Det var halvdagesbørnehaven fra Gadekærsvej som flyttede ind. I mange år fortsatte KolleKolle som halvdagsbørnehave med et formiddags- og eftermiddagshold.
Med årene blev huset en særlig ting, fordi tendensen gik imod større enheder
Caroline Szameitats tre børn har gået i KolleKolle Børnehus de sidste 10,5 år, men i slutningen af januar er det slut. Den gamle børnehave står ikke til renovering. Det er for dyrt. I stedet vil Furesø Kommune rive den ned og udstykke den til boliger.
Børnene rykker over på den anden side af Skovlinien, hvor der er ved at blive lavet nye lokaler ved Børnehuset Skovstjernen, som Kollekolle administrativt har været del af de sidste mange år.
Caroline kan godt være en anelse bekymret. Ikke over de nye lokaler eller Børnehuset Skovstjernen. Det skal nok blive fint. Men over udviklingen.
– Der følger en bekymring med, når udviklingen går mod større huse og større fællesskaber. Kan den særlige stemning følge med? Kan nærværet, genkendelsen og følelsen af at høre til bevares, når rammerne bliver større? Det handler ikke om, at stort nødvendigvis er dårligt, men om at huske, at noget af det mest værdifulde i et børnehus ikke kan måles i kvadratmeter eller sættes på en plan. Det skabes mellem mennesker, over tid, gennem tillid, engagement og de mange små handlinger, der tilsammen bliver til en kultur, lyder det fra Caroline Szameitat.
ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET.
Carolines bekymring kommer primært ud af de mange positive oplevelser med Børnehuset KolleKolle.
– Det er næsten ikke til at forstå, hvor meget et lille børnehus kan komme til at betyde for en familie. For KolleKolle har aldrig bare været et sted, hvor vi afleverede og hentede vores børn. Det har været et lille fristed, hvor børn og voksne kender hinanden. Hvor man hilser, stopper op og taler om stort og småt. Hvor man ikke bare er endnu en familie i rækken, men en del af et fællesskab. Og hvor man som forælder kan gå derfra med en følelse af, at ens barn bliver set, kendt og passet på, fortæller Caroline Szameitat.
Det handler meget om de små ting i dagligdagen.
– Noget af det særlige ligger i de små ting, som måske kan virke ubetydelige for andre, men som bliver en del af familiens historie. Det blå hus ved fodboldbanerne, som for os altid vil være Dorthes hus. Billedmapperne, børnene fik på deres fødselsdage, fyldt med tegninger, som alle børnene på stuen havde lavet til fødselaren. En personlig gave, der viste, at man havde tænkt på én. Og hvem glemmer sliktræet i skoven? Med den magiske remse: »Trylle, rylle, rolle, giv slik til KolleKolle.« Sådan en lille tradition kan måske lyde som ingenting, men for et barn er den fuld af magi. Det er netop den slags øjeblikke, der bliver til barndomsminder, som man tager med sig længe efter, at børnehavetiden er forbi, forklarer Caroline Szameitat og mindes de mange traditioner i huset: Lucia, sommerfest og lygtefest. Og turen ud i skoven for at hente juletræ hos Gitte. Torsdagsbagerne hos Jytte. Eller arbejdsdagene hvor forældrene engagerede sig.
– Det er værd at huske, at de gode børnehuse ikke alene skabes af dygtige medarbejdere eller gode fysiske rammer. De er også afhængige af forældre, der tør give noget af sig selv. Forældre, der tager sig tid til at deltage, bidrage og lære de andre familier at kende. Det kræver tid, overskud og vilje – og vi ved godt, at ikke alle familier har lige meget af det. Men når det kan lade sig gøre, kan engagementet være med til at skabe noget helt særligt. En følelse af, at stedet ikke bare er noget, man bruger, men noget, man er fælles om, siger Caroline Szameitat, som anerkender betydningen af at børnene møder de samme medarbejdere over længere tid.
– Midt i alle traditionerne og fællesskabet står dog de mennesker, der hver eneste dag tager imod vores børn og passer på dem. Dem, der møder dem om morgenen, hjælper dem gennem dagens små og store udfordringer, trøster, lytter, sætter grænser, skaber tryghed og hjælper dem videre. Det er et arbejde, der har enorm betydning, og som fortjener langt mere anerkendelse, end det måske får i hverdagen, siger Caroline Szameitat.
Relationerne fra KolleKolle varer ved, når børnene rykker videre til Lillestjernen og sågar Syvstjerneskolen. Venskaberne og genkendelsen følger med. Selv forældrene knytter nye bånd.
– For mig har KolleKolle også betydet nye relationer. Jeg har mødt en af mine gode veninder, fordi vi sad sammen i forældrebestyrelsen. Det er et fint eksempel på, at det ikke kun er børnene, der får noget med sig. Når familier mødes omkring deres børn og et sted, de holder af, kan der opstå venskaber, som rækker langt ud over børnehavetiden, lyder det fra Caroline Szameitat.
