Wonderful Copenhagen er ved at lægge sidste hånd på en turistfolder med titlen Green Runways.
Af Mikkel Kjølby
Furesø Erhvervsforening, Furesø Kommune og Wonderful Copenhagen har længe haft fokus på at få flere storbyturister til at tage en afstikker til Furesø. Ikke mindst har udviklingen af Flyvestation Værløse stået centralt i arbejdet.
Nu er den første udgave af folderen Green Runways så småt ved at være klar.
Det bliver med en kort præsentation af centrale aktører som Rokkedyssegaard, Bryggeri Skovlyst, Restaurant Furesøbad, Værløse Flyhistorisk Hangar og MTB Tours/Shelter 214. Samt naturoplevelser og aktiviteter omkring Flyvestation Værløse.
– Det er tanken, at folderen skal lægges på hotellerne i København. Så storbyturisterne får lyst til en tur ud i det grønne. Men det er vores håb, at også de lokale i Furesø vil tage folderen til sig, lyder det fra Torben Bo Toft Christensen.
Christoffer Dröscher fra MTB Tours pointerer, at der blot er 24 minutter fra Hovedbanegården til Hareskov Station med S-toget.
– Det er oplagt, at vi kan få flere udenlandske turister til området, siger Christoffer Dröscher, som har været med i arbejdet med at udvikle konceptet Copenhagen North.
Ud fra det koncept er vokset begrebet Green Runways, hvor man kombinerer historiske og kulturelle oplevelser med Furesøs fantastiske natur.






