
Furesø Håndbolds U15-hold leverede en flot holdpræstation i pokalfinalen, hvor Hillerød blev besejret med 28-24.
Der er virkelig grøde i Furesø Håndbolds ungdomsafdeling. Især på pigesiden er der utroligt mange dygtige håndboldspillere.
Lørdag eftermiddag kom den foreløbige kulmination, da klubbens U15-piger vandt den sjællandske pokalfinale med en sejr på 28-24 over Hillerød i Virumhallen.
– Vi vinder på god gejst og udstråling. Vi havde lavet gode aftaler om, hvordan vi ville spille kampen. Det var en flot holdpræstation, hvor vi løftede i flok, siger træner Casper Jensen.
Hillerød kom foran med 2-0, men så kom Furesø i gang og førte stort set hele kampen.
Casper Jensen ved godt, hvad der driver spillerne.
– Det skal være sjovt at spille håndbold. Jo sjovere det er, jo bedre spiller man. Jeg er meget stolt af pigerne. Det er vildt at vinde pokaltitlen med otte førsteårsspillere, siger Casper Jensen.
U15-holdet er nummer to i deres pulje i AA. De skal i top 4 for at komme med i playoff om Final 4 på Sjælland. Holdet kunne potentielt også deltage i det landsdækkende slutspil, men der er mange førsteårsspillere, så holdet er reserve.
U17-holdet kæmper også for at komme til diverse slutspil i den bedste række.
– Vi har rigtig mange dygtige håndboldspiller, og mange der synes, at det er sjovt at spille i Furesø Håndbold, fordi de kan udvikle sig og have det sjovt samtidigt med, forklarer Casper Jensen.