
Ingeniørfirma med udsigt til Udhuset skal stå for udbudsprocessen.
Af Mikkel Kjølby
Processen med at forvandle det gamle udhus på Stationsvej til Hareskovbys nye fælleshus er kommet forbi endnu en milepæl.
Foreningen Udhusets Venner har fået den nødvendige byggetilladelse til at gå i gang med renoveringen af Udhuset.
– Nu kan vi komme i gang med udbudsprocessen. Når den er klaret, forventer vi at kunne komme i gang i efteråret 2025, fortæller Marie Preisler-Berthelin fra Udhusets Venner.
Det lokale rådgivende ingeniørfirma Ishøy & Madsen er hyret til at stå for udbudsprocessen. De har kontorer på hjørnet Gl. Hareskovvej og Lindevej, så de kan kigge over til Udhuset fra deres vinduer.
Et andet lokalt firma, Schmidt Brandrådgivning, skal stå for brandsikringen af Udhuset.
Udhusets Venner har fået flere store fondsdonationer til at renovere Udhuset samt bygge Laden ved siden af. I første omgang er der byggetilladelse til at renovere Udhuset. Laden skal igennem en selvstændig proces med henblik på byggetilladelse.