Tirsdag den 10. juni kl. 17:00–20:00 vil mindst 12 politikere og embedsmænd deltage i event med paneldebat om ungepolitik. Det sker i Ungekulturhuset på Ballerupvej.
Det er valgår i Furesø Kommune. Det kan man også mærke i Ungekulturhuset på Ballerupvej.
Furesø Ungepanel og UngFuresø er ved at planlægge et event tirsdag den 10. juni kl. 17 til 20 i Ungekulturhuset på Ballerupvej.
– Vi sætter scenen for ærlige og vigtige snakke mellem unge og beslutningstagere – med fokus på, hvorfor ungeindflydelse er vigtigt og hvordan vi sammen kan gøre Furesø til et endnu bedre sted at være ung, fortæller Kira Merit, projektkoordinator i UngFuresø.
Unge fra Furesø Ungepanel er værter på dagen og inviterer både politikere og unge op på scenen til dialog.
Deltagerne i Ung Furesøs Erasmus+-tur til Bruxelles samt deltagerne i fællesspisningerne vil også holde oplæg denne aften.
Så kom med til en aften, hvor unge fra Furesø stiller skarpe spørgsmål til kommunalpolitikerne – og sætter fokus på, hvordan det er at være ung i vores kommune.







