Naturstyrelsen har sendt forvaltningsplanerne for urørt skov i Jonstrup Vang, Lille Hareskov og Bøndernes Hegn i høring.
I fremtiden kommer der endnu flere gamle og krogede træer i skovene. Store græssende planteædere vil nogen steder holde naturen åben og skabe variation med deres bid, tråd og møg. Vandet får igen lov til at blive i skoven, hvor mindre søer og moser genopstår til gavn for de vilde dyr og planter.
Det er blot noget af indholdet i de 40 forvaltningsplaner, som Naturstyrelsen har sendt i høring i perioden 3. juli til og med 11. september 2025. De 40 planer dækker forskellige statsskove rundt om i hele landet.
I Furesø handler det om Jonstrup Vang, Lille Hareskov og Bøndernes Hegn dertil kommer Vestskoven i Albertslund samt Søllerød Kirkeskov og Rygård.
I august og september 2024 afholdt Naturstyrelsen offentlige møder i skovene. Drøftelserne på disse møder har indgået i beslutningsgrundlaget, da Naturstyrelsen udarbejdede forvaltningsplanerne.
Bortset fra Vestskoven, så er skovene i mere end 200 år blevet drevet med det formål at producere tømmer til f.eks. møbler og huse. Regeringen har besluttet, at en stor del af Naturstyrelsens statsskove fremover skal forvaltes med det formål at øge biodiversiteten og samtidig give gode muligheder for friluftslivet. Det betyder, at der igangsættes en stor ændring af skovenes funktion og udseende. Man vil på sigt opleve at skoven bliver vildere og vådere, og hvor træer af samme alder og art ikke står tæt sammen på rad og række.
I de første år skal der foretages omfattende naturgenopretning. Der fjernes fremmede træarter som f.eks. douglasgran og grandis for at give mere plads til de hjemmehørende arter. Der genskabes om muligt søer og vandhuller. Skovene skal derefter være urørte forstået på den måde, at der ikke fældes træer, som skal sælges. Fældes der træer, vil det primært være for at højne sikkerheden på offentlige veje eller ved f.eks. sheltere inde i skovene.
-Udpegningen til urørt skov betyder, at træproduktionen stopper for at give bedre vilkår for biodiversiteten. Oplevelserne i skovene vil blive mere mangfoldige. I de nuværende produktionsskove vokser ens træarter i samme alder, mens der på sigt i de urørte skove vil vokse mange forskellige træarter i mange forskellige aldre side om side. Gamle træer vil ikke blive fældet, men vil få lov at stå til de falder om. I de gamle træer vil svampe, insekter og hulrugende fugle få nye levesteder. Skovene vil selvfølgelig fortsat være attraktive rekreative områder med muligheder for oplevelser og motion, fortæller skovrider Kim Søderlund fra Naturstyrelsen.
På udvalgte arealer vil man sikre, at arealet ikke bliver mørk skov ved at etablere eller udvide en fold og sætte kreaturer til at græsse på arealet. Naturstyrelsen er opmærksom på at det ikke er alle borgere, som synes det er en god ide. For at gøre det nemmere under høringen fremhæver Naturstyrelsen, hvor forslagene indebærer udvidelse af eksisterende folde.
Der planlægges ikke med ny græsning i Jonstrup Vang, Lille Hareskov, Bøndernes Hegn. Det sker på baggrund af, at Naturstyrelsen har sammenholdt biodiversitetspotentialet med værdien af borgernes brug og derefter han vurderet, at man ikke vil forslå yderlige græsning i disse skove.
Mulighed for at kommentere på planerne
Høringsperioden løber fra d. 3. juli til og med 11. september 2025, hvor borgere og interesseorganisationer kan komme med input til de 40 forvaltningsplaner.
Man kan finde yderligere information på Naturstyrelsens høringshjemmeside:
https://naturstyrelsen.dk/vildere-natur/uroert-skov/offentlig-hoering-af-udkast-til-40-forvaltningsplaner-for-uroert-skov-2025







