Uventet oprykning til håndbolddamer

Furesø Håndbolds kvindehold er uventet rykket op i 2. division.

Furesø Håndbold tabte den afgørende kamp om oprykning, men fik alligevel en plads i 2. division.
Af Mikkel Kjølby
Efter nogle sæsoner i 3. division var Furesø Håndbolds kvindehold snublende nær at sikre oprykning i foråret, men det glippede lige akkurat.
Kort før sæsonstarten har Furesø alligevel fået en plads i landets tredjebedste række.
Det skyldes, at Nykøbing Falster trak deres reservehold fra 2. division. Pladsen gik videre til Furesø.
Træner Thomas Milholt ser frem til udfordringen.
– At det er en sjov og spændende udfordring. Vi ved dog også godt, at vi er underdogs i 2 division og vil overraske mange, hvis vi også ligger i 2 division, når sæsonen er overstået, siger Thomas Milholt.
Han mener, at holdets potentiale er til 2. division. Nu skal det fremdyrkes.
– Jeg synes, at der er stort potentiale i vores hold, og håber, at vi kan rykke os som hold i løbet af sæsonen, lyder det fra Thomas Milholt.
Furesø starter sæsonen den 27. september kl. 13 hjemme mod FIF2.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder