
Det blev en tidlig afgørelse, da Værløse og Gentofte mødtes i en playoffkamp om at blive i Badmintonligaen.
Hjemmebanen er et stort aktiv for Værløse Badminton. Det er den også for Gentofte. I sidste spillerunde af grundspillet smuttede Værløse forbi Gentofte og sikrede hjemmebanefordelen i playoffkampen mellem nummer otte og ni. Det fik afgørende betydning.
– Især i sådan en kamp er vi rigtig meget bedre på hjemmebane, siger Anders Nielsen, formand for Værløse Badminton.
Det viste sig ikke mindst i mixdoublerne. Gentofte var svækket, idet landsholdsspilleren Rasmus Kjær blev skadet dagen før. Alligevel lå det ikke i kortene, at VB skulle tage begge mixer, men sådan blev det. De afgørende bolde faldt hjemmeholdets vej.
Og så var vejen til fem sejre banet. Julie Dawall Jakobsen tog en pligtsejr. Mads Thøgersen var klart bedst i anden herresingle. Meget passende var det damedoublen med Julie Finne Ipsen og Amalie Cecilie Kudsk, som gjorde arbejdet færdigt med en klar sejr.
Holdkampen ble afbrudt ved 5-1 til Værløse. Dermed skal Gentofte ud i overlevelseskampen imod nummer to i 1. division, Langhøj.
– Vi havde været klare favoritter imod Langhøj, men vi er glade for at undgå sådan en kamp. Især to dage før vores egen store turnering i Farum Arena, forklarer Anders Nielsen.