Værløse Boldklub under pres ved sæsonstarten

Mathias Preuthun er tilbage og vil gøre en forskel i VBs angreb, men er det nok til at kompensere for fraværet af flere andre profiler.

En række profiler er bortrejst op til sæsonpremiere imod Gladsaxe/Hero lørdag den 15. marts. Til gengæld er den stærke angriber Mathias Preuthun tilbage i kampform.
Værløse Boldklubs førstehold starter forårssæsonen med en udekamp imod rækkens tophold Gladsaxe/Hero lørdag den 15. marts kl. 12.
Træner Martin Beck er presset på resurser op til premierekampen.
– Vi lider lidt for tiden, fordi mange spillere er ude at rejse, men kommer hjem senere, siger Martin Beck.
VB må undvære spillere som Jonas Kromann, Christian Nordlund og Kristian Sørensen i sæsonstarten, og så er anfører Max Gundelach ramt af en skade i lysken.
Til gengæld er den store, stærke angriber Mathias Preuthun tilbage i kampform, og det vil gøre en stor forskel. VB har i det hele taget en stærk offensiv med Oliver Pedersen og Frederik Falck ved siden af Preuthun.
Værløse tabte den sidste træningskamp med 2-4 til Farum Boldklub, som spiller i Sjællandsserien, en række over Værløse, som overvintrede på ottendepladsen i Serie 1.
– Jeg er ikke helt tilfreds med kampen. Vi har arbejdet med nogle ting i opstartsfasen, men kampen viste, at vi ikke er der, hvor vi skal være, siger Martin Beck.
Det er afgørende for træneren, at få udryddet de fejl, som kostede Værløse dyrt i efteråret. Her smed man føringer i slutfasen af kampene.
– Det kostede os seks point. Med de point havde vi været nummer to i rækken, forklarer Martin Beck.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder