
Værløse Boldklubs førstehold i Serie 1 fik en lidt skidt start på forårssæsonen i lørdags, da det blev til et nederlag på 1-4 på udebane mod topholdet Gladsaxe-Hero.
Overraskende for årstiden havde hjemmeholdet fundet en græsbane ved siden af Gladsaxe stadion til afvikling af kampen. Og det var bestemt ikke til Værløses fordel.
Da alle græsbaner i Furesø kommune fortsat er vinterlukkede, har Værløse kun kunnet træne på kunstbanen, og skiftet til en knoldet græsbane er meget mærkbart. Det gjorde Værløses vante pasningsspil langt jorden meget vanskeligt, men Værløse var dog fint med i kampen hele 1. halvleg.
Minutterne lige før og lige efter pausen blev dog kostbare. Et straffespark to minutter før pausen gav Gladsaxe en 1-0 føring, og da Værløse startede 2. halvleg med at lave to forsvarskoks i forsøget på at spille bolden ud af farezonen, stod der pludselig 3-0 i en ellers meget jævnbyrdig kamp.
Selv om Axel Östlund fik reduceret til 1-3 for Værløse midt i 2. halvleg, lykkedes det trods et massivt pres ikke Værløse at skabe ny spænding. I stedet øgede Gladsaxe til 4-1 på et pragtmål kort før tid.
Nu håber Værløse på at revanchere sig allerede på lørdag i forårspremieren på hjemmebane mod Hørsholm. Den kamp spilles kl. 12.00 på Værløse Stadions kunstgræsbane, og Værløses spillere håber på solid opbakning, som de er vant til foran eget publikum.